Europas Lande under de følgende Aarhundreders Løb stræbte, at indsnige sig, hvad ogsaa efterhaanden tildeels lykkedes. I Norge fandt vistnok ogsaa Læren hastig Anklang; men baade Sverrer selv, som her først benyttede den, og hans Ætlinger paa Norges Kongestol, der alle bekjendte sig til den i større eller mindre Udstrækning, formildede den høieligen i dens Anvendelse baade med Hensyn til Kirken og med Hensyn til Folket. Alligevel ledede den, – understøttet af Tidsaandens Retning, af de gamle Samfundsforholdes Rystelse ved de indvortes Uroligheder, af de gamle folkelige Statsformers Utilstrækkelighed for en fremskridende Tids Krav, – til en uformærket Udvidelse af Kongemagten paa Folkemagtens Bekostning. Efter noget meer end eet Aarhundredes Forløb var Folkemagten saa at sige kun til i Formen, medens i Virkeligheden al Statsmyndighed var sammentrængt i Kongedømmet, som vel benyttede sin Magt mildt og faderligt og derfor var Folket kjært, men som dog viste sig under senere Forviklinger og Norges Indtræden i et videre Statsforbund, at være uskikket til alene, uden nogen det norske Folk repræsenterende Statsmagt, at opretholde det norske Riges Selvstændighed. Saaledes var udentvivl den Lære om Kongedømmets Væsen, som Sverrer nærmest opstillede til sit eget Kongedømmes Forsvar mod Hierarchiets Anmasselser, kraftig medvirkende til en gradviis Forandring i Norges Samfundsorden, der i sine fjærnere Følger var uheldbringende for Riget.
Erkebiskop Eystein var, som man vel kan tænke, ikke uvirksom under Kampen mellem Magnus og Sverrer, men stod den første bi baade i Raad og Daad. Han søgte saa meget det stod til ham at opildne Modet hos Magnus’s Tilhængere i Throndhjem og afverge de skadelige Følger af den thrøndiske Almues Forkjærlighed for Sverrer. Erkebiskoppen øvede især stor Indflydelse paa Bymændene i Nidaros; han ledede i 1178 deres Modstand mod Sverrer, da denne kom did, og i det Slag ved Hattarhamar strax udenfor Byen, som Borgerne holdt med ham, var det Erkebiskoppens vel rustede og vel bemandede Langskib, der afgjorde Seieren til Bymændenes Fordeel[1]. Erkebiskoppen synes dog ligesaalidt i dette Slag som i noget andet selv at have været tilstede, eller baaret Vaaben – noget som hans Standsbrødre andensteds just ikke vare bange for at gjøre trods Kirkelovens udtrykkelige Forbud. I saa Henseende lader Eystein til at have holdt strengt paa sin egen og Kirkens Verdighed. Da Erling Skakke var
- ↑ Sv. S. c. 28.
