dømme. De angaa Regler for Thingskikkene paa Frostathinget, Indskjærpelse af Thingfreden, Overholdelse af Ro, Ret og Orden i Rigets Indre, samt Straffe for Overtrædelsen heraf og for Brud paa fældet Dom og given Tryghed[1]. Her sees Erkebiskop Eystein paa en saare hæderlig Maade at have laant Kongedømmet og Erling Skakkes Landsstyrelse en hjælpsom Haand.
Nærmere Eysteins geistlige Kald ligger imidlertid hans Virksomhed for Christenrettens Ordning og Fuldstændiggjørelse, skjønt vistnok heri hans hierarchiske Aand nødvendig maatte fremlyse. Eystein sammensatte og fik Thrønderne til at vedtage en ny Christenret, som det rimeligviis har været hans Mening med Tiden at faa indført i hele sin Kirkeprovins. Vi have ikke denne Christenret levnet aldeles saadan som den udgik fra Eysteins Haand; men der er al Grund til at tro, at dens væsentlige Indhold er bevaret i den Christenret, som findes i den endnu tilværende ældre Frostathingslov[2]. Man maa af de Forhandlinger mellem Kong Sverrer og Eysteins Eftermand, som senere skulle omtales, slutte, at Eysteins Christenret har, om end i det Væsentlige bygget paa den ældre af den hellige Olaf, indeholdt mange Forandringer og nye Bestemmelser til Biskoppens og Geistlighedens Fordeel. Det var jo vistnok ogsaa en Selvfølge, at Eystein maatte stræbe at føre de Særrettigheder, som Erling Skalke og Magnus Erlingssøn havde tilsagt Kirken, i Brug og Sedvane, ved at faa dem optagne eller gjorte gjældende i Christenretten. Den ovennævnte Frostathingslovens Christenret er vel, sammenlignet med den ældre Gulathingslovs og den ældre vikske, gunstigere for Geistligheden end disse, og man mærker vistnok i enkelte Artikler en mere hierarchisk Aand; men man maa alligevel i denne Henseende finde den meget maadeholden og maadeholdnere, end den af Eystein kunde ventes. Da man derhos savner Bestemmelser, som Eysteins synes at maatte have indeholdt, saa er det rimeligt, at den nu tilværende er en i enkelte Dele omarbeidet og tillempet Udgave af hiin, fra den tidligere Halvdeel af det 13de Aarhundrede, hvori det ved sin hierarchiske Retning mest stødende er blevet bortskaaret. Eysteins Christenret findes, hvor den omtales, benævnt Guldfjeder (gullfiöðr)[3], et Navn, som egentlig synes at have været tillagt selve Haandskriftet, hvori den fremlagdes, eller muligen en heel Frostathings-Lovbog, som Eystein har ladet afskrive, og hvori hans Christenret var indført i den gamles Sted tilligemed de øvrige Forandringer i Frostathingsloven, som Eystein havde faaet udvirket. Denne Lovbog, hvilken Udstrækning den nu end maa have havt, modsættes
