gik i Svang, – Uordener, som Biskopperne burde paatale med Kraft, og ved sine Advarsler søge at standse, eller i Tilfælde af Modvillie straffe med Ban. Dernæst gjør han følgende Bestemmelser: Prester, som have begaaet Manddrab, forbydes at forrette nogensomhelst Gudstjeneste. – Prester forbydes at paatage sig Udførelsen af Retssager, undtagen for sine fattige Frænder, eller faderløse Børn, eller vergeløse og tillige fattige Kvinder. – Hver, som mishandler eller dræber en Prest eller Munk, skal være i Guds og Pavens Ban, og kan for Drab eller Lemlæstelse ikke modtage Afløsning uden af Paven selv, men for Saar og Slag ikkun af Erkebiskoppen.
Den anden Skrivelse handler om Kirkefreden, hvorledes den strengt bør overholdes ogsaa for dem, som søge Tilflugt i en Kirke mod Voldsomhed, og hvorledes Brud herimod skal straffes med Ban. Den samme Fred bør hvile over alle Geistlige og Munke samt Pilegrime til hellige Steder indenlands eller udenlands. – I den tredie Skrivelse belægges Kvinderan og Voldtægt med Ban.
Disse Skrivelser finde tildeels Sidestykker i visse allerede ovenfor antydede Bestemmelser i den ældre Frostathings- og den ældre Gulathings-Lov, til hvilke Erkebiskop Eystein deels udtrykkelig nævnes, deels maa ansees som Ophavsmanden[1]. At han altsaa har stræbt gjennem Lovgivningen at virke for Sedeligheden baade i Norge selv, og i alle de Lande, over hvilke hans Metropolitanmyndighed strakte sig, er tydeligt, – ligesom ogsaa at han har troet, at den kirkelige Bansstraf, ved grove Forbrydelser mod Sedeligheden samt mod Kirken og dens Personer, burde gaa ved Siden af den Straf af Bøder eller Fredløshed, som den verdslige Lov fastsatte. Forresten seer man tydeligen i de Punkter, som angaa Presterne, en Bestræbelse paa den ene Side for at verne om Presteembedets Verdighed ved derfra at udelukke Personer, der havde begaaet iøinefaldende Voldshandlinger, samt forbyde Presterne ufornøden Indblanding i verdslige Retssager, – og paa den anden Side for at give Prestens Person al den Beskyttelse, som Kirken formaaede særligen at give den, ved nemlig at bestemme Bansstraf for grovere Voldshandlinger mod ham, altsaa en Bestræbelse for, saavidt Kirken ved egne Midler magtede, at priviligere Presteembedet og Prestens Person.
Idet Erkebiskop Eystein paa denne Maade stræbte at nærme sig eet af den canoniske Rets Hovedformaal, viser det sig af andre Forhandlinger med Islændingerne, at han ogsaa havde et andet stadigen for Øie, nemlig at unddrage Kirkens Gods Lægfolks Bestyrelse for at stille det til Kirkens egen og dens Personers udelukkende Raadighed. At han her vendte sit Blik fortrinsviis paa Island, var en
- ↑ N. g. L. I. 19, 182.
