lig Virksomhed, der dog i Begyndelsen neppe i nogen væsentlig Grad stødte an mod Kongedømmet, og heller ikke findes at have afstedkommet nogen Uvillie imellem ham og Kongen. Denne Virksomhed var nemlig især rettet paa Sedernes Forbedring ikke mindre hos Geistligheden end hos Lægfolket; og heri kunde Kong Sverrer neppe andet end samstemme med ham, da Kongen selv levende maatte have følt, hvor høieligen Folkets Seder vare komne i Forfald under de indvortes Krige.
Til det første Øiemed sigtede Erkebiskoppens Forbud mod at Geistlige bare Vaaben eller gik i Krig, – et Forbud, som støttedes ved en Pavebulle af 28de Januar 1189[1], hvilken han udentvivl har modtaget under sit Ophold i Rom. Dette var ganske i Christendommens Aand og vist nok fuldkommen stemmende med Kongens Anskuelser. Forbudet var sikkerligen ogsaa paa Grund af Tid og Omstændigheder fornødent, da der er al Rimelighed for, at de forudgaaende indre Uroligheder altfor meget havde lokket mange norske Geistlige ind paa en for deres Stand upassende krigersk Leveviis, uagtet en saadan ingenlunde fandt Støtte i Landets Love, hvilke som forhen viist, fritoge Prester for Leding. Erkebiskoppen indskjærpede Forbudet ogsaa for Islands Vedkommende i en Skrivelse til Biskopperne Brand af Hole og Thorlak af Skaalholt[2], – ligeledes med god Grund, da Island paa denne Tid var ligesaa plaget som Norge af indre voldsomme Uroligheder mellem de stridbare, ærgjerrige Høvdinger, og mange Prester ei undsaa sig for deri at tage Deel med væbnet Haand, om end Biskopperne selv udmærkede sig ved en fredelig og christelig Færd. Eriks Stræben gik i det Hele, ligesom hans Formands, ud paa at bortdrage Geistligheden fra en for deres Stand og Stilling upassende Indblanding i verdslige Anliggender. Derfor indskjærpede han i et andet Brev (af 1190 eller 1191) til Islands Biskopper, Høvdinger og Almue, hvad Erkebiskop Eystein allerede havde udtalt, at Prester ikke uden i enkelte høist nødvendige Tilfælde maatte paatage sig for Andre Udførelsen af verdslige Retssager; ja han forbød endogsaa udtrykkeligen det Forhold, som ligefra Christendommens Indførelse havde været ganske almindeligt paa Island, at Goderne eller Heredsforstanderne tillige vare Prester, og saaledes paa een Gang baade vare verdslige Retsbestyrere og besørgede Kirketjenesten. For Fremtiden – bød han – skulde Biskopperne paa Island ikke vie nogen til Prest, som besad Godord, med mindre han opgav dette til den nærmest berettigede[3].
Med Hensyn til Lægfolkets Seder, da stræbte Erkebiskop Erik især at indkrænke den overhaandtagende Løsagtighed og de jævnlige Brud paa Egteskabets Hellighed endog ved Forbindelser inden for-
