igjen til den gamle Beregningsmaade, da den nye i Grunden var en Lovløshed, som Erling Skalke i sin Tid havde tilladt af blot egennyttige Grunde, for derved at kjøbe Erkebiskoppens Understøttelse for sin Søns Kongedømme, og som det var lykkets Erkebiskop Eystein ved sin Magt og Anseelse at drive igjennem hos Bønderne. Men vilde ikke Erkebiskoppen gaa ind herpaa, saa maatte han tillade Kongen at forøge sin Ret i samme Maal, og Erkebiskoppen maatte da paatage sig Ansvaret baade for Gud og Folket. Erkebiskoppen negtede reent ud at opfylde Kongens Forlangende baade i den ene og den anden Henseende. Guds Ret – sagde han – burde stedse voxe og aldrig minke. Men Kongen havde den Ret og den Lov, som han selv havde besvoret, med den deri for Kongen fastsatte Beregningsmaade af de ham tilkommende Bøder; og vilde han ikke overholde den, da fik han selv bære Ansvaret for sit Edbrud baade for Gud og Mennesker[1].
Til dette vigtige Tvistepunkt kom snart et andet. Det var gammel Lov og Sedvane, at Kongen og Bønderne kunde lade bygge Kirker paa egen Kostning paa sine Gaarde, og at de i dette Tilfælde raadede for disse Kirker og satte Prester til dem (øvede fuld jus patronatus). Nu derimod tog Erkebiskoppen enhver Kirke, saasnart som den var indviet, under sin Raadighed, og gjorde dette med alle Kirker, i hvilke han tillod Gudstjeneste. Kongen fordrede, at Lovens Bestemmelser skulde heri overholdes, men Erkebiskoppen negtede det.
Endelig tillod Erkebiskoppen sig at have et langt større Følge paa sine Embedsreiser, end fastsat var i den gamle Frostathingslovs Christenret, og overhovedet at holde langt mere Folk, endog bevæbnet Folk, end Kongen vilde taale.
I disse Tvistigheder henskjød Kongen altid sin Sag til Landslovene, som den hellige Olaf havde fastsat dem, og til Thrøndernes Lovbog, den saakaldte Graagaas, hvilken Kong Magnus den Gode havde ladet skrive. Erkebiskoppen derimod fremlagde den Lovbog, som kaldtes Guldfjæder, og som Erkebiskop Eystein havde ladet skrive, og paaberaabte sig derhos den canoniske Ret (den romerske Gudslov) samt Pavens Buller.
Sverrer tog Sagen alvorligen fat under sit Ophold i Throndhjem 1191, rimeligviis paa Frostathinget, som holdtes ved Midsommerstid. Han heftede sig fortrinsviis ved Punktet angaaende Erkebiskoppens Følge, og lod paa Thinget Lovbogen oplæse, hvori det stod, at Erkebiskoppen paa sine Embedsreiser, skulde have med sig 30 Mænd og 12 Skjolde, alle hvide, hvilket vel vil sige: af de 30 Mænd kun 12 bevæbnede, og disse med hvide Skjolde (Fredsskjolde) for at antyde, at de trods deres Bevæbning dog ikke egentlig vare Krigsmænd, hvis
- ↑ Sv. S. c. 112.
