Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/290

Denne siden er korrekturlest

Mærke, naar de vare i Kongens Tjeneste, var røde Skjolde. Kongen forlangte Loven opfyldt i dette Stykke. Erkebiskoppen – sagde han – behøvede ikke at holde Hird eller Hærmænd eller fuldrustet Krigsskib. Han gik nu saavidt udenfor Lovens Bydende, at han for med en tyvebænket Snekke besat med 90 eller flere fuldvæbnede Mænd, – det Kongen og Birkebenerne selv ved et Par Leiligheder havde faaet føle, da de havde havt med Erkebiskop Eysteins Skib og dets Besætning at gjøre. Det syntes ham meer kirkeligt, at Erkebiskoppen ikke holdt nogen Hird, da dog Ingen øvede Ufred paa ham eller hans Sæde, – men heller anvendte, hvad der paa det væbnede Følge bortødsledes, til Steenhugning og Steenarbeide for Domkirken, hvortil det i Grunden var bestemt. – Hertil svarede Erkebiskoppen, at Paven havde sat ham til Forstander for Nidaros’s Kirke og dens Gods; derfor maatte han vel raade for dette, der ene tilhørte Gud og Helgenerne. Det var Sandhed, at flere brave Mænd, nu da Faa fik sidde hjemme i Ro, syntes bedre om at være hos Erkebiskoppen i Fred, end hos Kongen i Ufred og Misgjerninger. Havde hans Mænd Vaaben og gode Klæder, da vare de komne til dette paa en ærlig Maade, og de fore frem med Fred hvor de kom. Det vilde synes underligt at høre i fremmede Lande, at Erkebiskoppen ikke skulde frit raade for, hvem han gav Mad eller Klæder, medens Kongens Sysselmænd, Folk, som Sverrer havde hævet fra Betlerstaven, skulde have saa stort Følge som de vilde, og lægge sig ind paa Bønderne og ulovligen aftvinge dem baade Mad og Øl – Tak til, at de ikke fraranede dem mere. – Kongen blev imidlertid staaende paa Sit, krævede Loven opfyldt og fordrede, at Bønderne skulde dømme efter Landsloven, hvor mange Huskarle Erkebiskoppen skulde have. Dette skeede; og nu bestemte Kongen fem Dages Frist for dem, der vare flere hos Erkebiskoppen end Lovbogen udsagde, – at de skulde fratræde hans Tjeneste, ellers skulde de være fredløse og have Gods og Liv forbrudt. Da Erkebiskoppen saa, at Kongen tog Sagen med slig Alvor, forlod han i Skynding Nidaros med alle sine Mænd og alt det Gods, de kunde faa med sig, drog først til Bergen og derfra til Danmark, hvor han fandt en venlig Modtagelse hos Erkebiskop Absalon af Lund[1].

Denne Fremstilling af Sagen maa egentlig ansees for at være udgangen fra Kong Sverrer og hans Tilhængere. Noget forskjellig er den, som Erkebiskop Erik fra Danmark af lod tilstille Paven. Da Erkebiskoppen – heder det her – efterat have modtaget Pallium af Paven, var kommen tilbage til Norge[2], lod Kong Sverrer, der havde

  1. Sv. S. c. 117.
  2. Anno præterito, pallio a vestra sancitate suscepto, cum fuissemus in terram nostram regressi“ dette „anno præterito“ oversætter Munch: „ifjor“, og slutter, at Eriks Afreise fra Norge og Skri-