delig vil tillægge ham, skjønt Sverrers Fremgangsmaade vist ikke heller ubetinget bør fordømmes. Begge Parter handlede efter modstridende Grundsætninger, men som de dog hver for sig ansaa for rigtige, og Erkebiskoppen var maaskee ikke den, som udviste mindst Maadehold. Thi naar man fæster sig for Øie den Stilling, i hvilken Kongedømmets og Kirkens gjensidige Forhold nu engang var kommet i Norge, og Alt hvad der ligesiden Kardinal Nikolaus’s Legation herhen var gjennemdrevet og stadfæstet til den hierarchiske Kirkeordnings Fremme, saa kan man neppe andet end finde Kong Sverrers Tilbagestræben mod det ældre Standpunkt noget voldsom og overilet, om den end var fuldkommen velmeent og sigtede til Landets Gavn, ja endog i visse Maader berettiget. At Erkebiskoppen i sin Fremstilling til Paven oprippede hiin Valgsag, hvilken maa ansees for at have været bilagt før han forlod Norge, kan ikke saa meget dadles, da den angik et Princip-Spørgsmaal, som vel for Tilfældet var løst i Mindelighed, men som ved enhver Ledighed af en Biskopsstol kunde vækkes paa ny, og altsaa trængte til en formelig Afgjørelse.
Erkebiskop Erik forlod, som allerede fortalt, i Aaret 1191, rimeligviis strax efter Midsommer, sit Sæde og drog efter et kort Ophold i Bergen til Danmark, til Erkebiskop Absalon. Den 26de October samme Aar, finder man, at han var tilstede ved Indvielsen af Gumløse Kirke i Skaane[1]. Kort efter sin Ankomst til Danmark rammedes han af en Øiensvaghed, der ganske berøvede ham Synet[2]. Desuagtet var han og hans Beskyttere, Absalon og den indflydelsesrige Abbed Vilhelm af Ebelholt, ikke uvirksomme, og den før omtalte Fremstilling af Erkebiskop Eriks Sag for Paven var Frugten af deres Samvirken. Naar den er afsendt vides ikke, dog er det vel skeet ikke meget længe efter Erkebiskoppens Komme til Danmark og rimeligst i 1192[3].
Den daværende Pave var Cølestinus III (1191–1198), en Olding, der ved sit Valg allerede var 83 Aar gammel. Man har af ham en Bulle, udstedt den 15de Juni 1194 til Erkebiskoppen, hvori han tager denne og den nidarosiske Kirke i St. Peters og sin Beskyttelse, bekræfter alle dens ældre Privilegier og tilføier nye Bestemmelser. De Friheder og Rettigheder, som heri deels stadfæstes deels gives, ere følgende: 1) Kirkens lovlig erhvervede Gods skal forblive for Erkebiskoppen og hans Efterfølgere uangrebet og ubeskaaret. – 2) Alle Friheder skjænkede Kirken af Norges Konger, især af Kong Magnus (Erlingssøn), stadfæstes. – 3) Erkebiskoppen og hans Efterfølgere skulle have Ret til at beskikke Prester uden Kongens Sam-
