Svear og Daner, forenedes til et særskilt, efterhaanden meer og meer skarpt begrændset Statssamfund, og saaledes de tre større Riger, Norge, Sverige og Danmark opstode. Begyndelsen skal være skeet i Sverige, hvor en Konge Erik Eymnndssøn strax efter Midten af det 9de Aarhundrede skal have samlet Svea- og Gøtalandene under sit Kongedømme. Dernæst kom Norge, hvor Kong Harald Haarfager, 860–872, forenede alle Fylker og Smaariger lige fra Finmarken og til Gautelv under sit Enevælde. Endelig fandt ogsaa det samme Sted i Danmark, hvor Gorm den Gamle mellem 906 og 930 forenede Jylland, Ølandene og rimeligviis ogsaa Skaane under sit Herredømme. Det indre Samhold i hvert af disse Riger var vist nok endnu i mere end eet Aarhundrede saare løst, og Grændserne mellem dem indbyrdes ubestemte og vexlende; men en bestemt, ogsaa i de ydre Statsforholde tydelig fremtrædende Forgrening i den nordgermaniske Folkestamme var indtraadt, hvilken siden har vedligeholdt sig. At denne for de nordiske Folks politiske Udvikling saa vigtige Begivenhed ogsaa maatte virke paa Gangen af Christendommens Udbredelse, er let begribeligt og vil ogsaa i det Følgende vise sig.
Vi maa nu atter for det første fæste Blikket paa Danmark som det Rige der laa de hidtilværende nordiske Missioners Udgangspunkt nærmest, og hvor Christendommen allerede havde slaaet de stærkeste Rødder.
Gorm den Gamle var høist ugunstig stemt mod Christendommen. Uagtet der er stor Sandsynlighed for, at han er den samme Gudrum, som i 878 lod sig døbe i England, og som her en Tid lang under Kong Alfreds Overhøihed stod i Spidsen for et dansk Rige[1], saa er det dog vist, at han ved sin Optræden som Danmarks Undertvinger og Enekonge viste sig som en ivrig Hedning. Saadanne Overgange og Frafald vare imidlertid, som allerede forhen bemærket, noget ganske sedvanligt blandt Vikingehøvdingerne, et Træk, som viser Beskaffenheden af deres Omvendelse og Øiemedet fra deres Side med samme. Gorm forfulgte de Christne i sine Lande og søgte ogsaa at udrydde Christentroen af disse. Dette var imidlertid nu ikke længer nogen let Sag, saameget mindre som de Christne havde en hemmelig Beskytter i Gorms almindelig elskede og kloge Dronning Thyri, kaldet Danmarkarbot eller Danabot d. e. Danmarks Hjælp, Datter af en jydsk Jarl Harald, kaldet Klak-Harald. Hun skal have havt stor Indflydelse paa sin Mand, og det er derfor ingen Tvivl underkastet, at skjønt hun ikke formaaede at afbøie Gorms grusomme Christen-Forfølgelser, hun dog har lindret disses Virkninger
- ↑ Munch I. 1. 627–630, jfrt. m. 746.
