Norge efter Øskjæggernes Tilintetgjørelse, lovet at skulle tænke paa den Sag. Men da Reidar om Vaaren efter (1196) æskede en Afgjørelse af Kongen, svarede denne, at det ikke saa ganske fredeligt ud i hans eget Land; han havde Nys om, at Danerne gjerne vilde skaffe ham Ulve paa Halsen, og indenlands fandtes der ogsaa Folk, som han ikke ret troede; under saadanne Omstændigheder vilde han ikke give Slip paa sine Stridsmænd. Han tillod imidlertid Reidar, paa dennes Forlangende, at hverve Frivillige blandt Bondesønner og Kjøbmænd. Reidar samlede sig virkelig ogsaa en Flok og for med den om Sommeren af Landet. Men hvad enten det nu var et længe forud anlagt Forræderi, eller en Virkning af Indskydelser fra Sverrers Fiender i Danmark efter Ankomsten did, – vist er det, at Reidars Hvervninger ikke kom den græske Keiser tilgode, men derimod blev en Forsterkning til den Fiendeflok, som var ved at danne sig i Danmark for at styrte Sverrer.
Da nemlig Reidar med Følge var kommen til Haaleyre (Helsingør?) i Danmark, hvor den Gang var Kjøbstad og Marked, saa indtraf der Biskop Nikolaus med mange Nordmænd, mest Vikværinger, i Følge. De havde med sig en Dreng ved Navn Inge, som de udgave for en Søn af Kong Magnus Erlingssøn, men som Birkebenerne paastode var dansk af Fødsel og hed Thorgils. Til dem slog sig nu Reidars Følge, og tilsammen dannede de en Krigerflok, der bestemte sig til at angribe Norge. Sjælen i det hele Foretagende var Biskop Nikolaus; derfor blev ogsaa Flokken kaldet Bagler af bagall, en Biskopsstav. Ved Siden af ham stod som Hærens Anfører den øvede Krigsmand Sigurd Jarlssøn, og senere optraadte ogsaa Reidar Sendemand blandt Flokkens Høvdinger. Flokken satte sig strax i Bevægelse allerede i Sommeren 1196, rimeligviis for at komme paa Sverrer saa uforvarende som muligt. Erkebiskop Erik billigede Foretagendet; ja en Bearbeidelse af Sverrers Saga udtrykker sig endogsaa, som om han fulgte med Flokken paa dens første Tog. Dette er dog neppe rimeligt, i alt Fald har han meget snart igjen vendt tilbage til sit sikkre,Tilflugtssted i Danmark[1].
Dette var da Oprindelsen til Baglernes Parti, der siden i meer end 20 Aar dannede en Modsætning til Birkebenernes. Det var et Parti, som aldrig manglede Tilstød i Norge, især i Viken og paa Oplandene, medens det havde sin anden Fod i Danmark og der stedse fandt Tilflugt, naar Lykken i Norge var dem imod, – et Parti, som talte mange tappre Krigere og flere duelige Anførere i sine Rekker, og som derhos opretholdtes ved den samvittighedsløse Nikolaus’s uendelige Rænker. Det var det farligste af alle de Par-
- ↑ Sv. S. c. 129.
