tier, mod hvilke Sverrer i sin Styrelsestid havde at kjæmpe, og det bragte ham meer end engang paa Afgrundens Rand. Skjønt det væsentlig skyldte en Biskop sin Oprindelse og var reist tildeels under Skinnet af at forfegte den undertrykte norske Kirkes Sag, faa viste det sig dog lige fra Begyndelsen af høist verdsligsindet i sin hele Fremfærd, ligesaa verdsligsindet som dets geistlige Leder selv var; og det for – især netop paa hans Tilskyndelse – frem med en Skaanselløshed mod Kirker og Prester samt mod Landets fredelige Befolkning, som aldrig den fordømte og bansatte Sverrer udviste, hvem endog hans Fiender maatte indrømme, at han viste Mildhed og Skaansel mod alle dem, der ikke førte Vaaben mod ham, ja selv ofte mod sine aabenbareste Fiender, naar de faldt til Føie og bade om Naade, – og som havde gjort Overholdelsen af Kirkefred og Kvindefred til en fast Regel blandt sine Birkebener.
I Kampen mellem Birkebener og Bagler, traadte, som sagt, Kirkens Sag meget snart ganske i Baggrunden. Biskop Nikolaus sparede vist nok ikke paa bittre Ord mod „Gudnidingen (Apostaten) Sverrer“, som han kaldte ham. Skjoldet – sagde han om sig selv – var nu hans prestelige Haandlin, Sverdet hans Krumstav og Hjelmen hans Biskopshue, hvilke Vaaben han bar paa Pavens Bud og skulde bære, indtil Sverrer var dræbt eller dreven af Riget. Ja han var endogsaa fræk nok til engang i sit Praleri at æske Sverrer til Enekamp med sig: da skulde man see, om Apostelen Peter og den hellige Halvard ikke vilde hjælpe ham bedre, end den Trolddom vilde hjælpe Sverrer, paa hvilken denne stolede. Til det første yttrede Birkebenerne, som rimeligt kunde være, at Nikolaus selv var en Niding, og de Vaaben, han nu bar, skulde han frembære paa Dommens Dag. Og Udæskningen besvarede kun Sverrer med Spot[1]. Saadanne Mundhuggerier, i hvilke Nikolaus med forargelige Ord pralede af, at han fegtede for Kirkens Sag, bidrog naturligviis ikke i ringeste Maade til at gjøre hans Standpunkt i Sandhed mere kirkeligt. Nikolaus opførte sig fra først til sidst som en verdslig Partihøvding; og de store Fordele, som det meer end engang lykkedes Baglerne at vinde over Sverrer, kunde vel bringe denne i Forlegenhed og Fare, – men Kirkens Sag gavnede de ikke. Kampen mellem Birkebener og Bagler bliver saaledes i sine Enkeltheder den norske Kirke uvedkommende. Sine egentlige kirkelige Modstandere havde Sverrer i Danmark og i Rom.
- ↑ Sv. S. c. 131.
