ken Forfølgelse eller Sverd eller Hunger eller langvarig Landflygtighed har kunnet skille fra Christi Kjærlighed, eller afholde fra at forsvare Kirkens Frihed; hvem heller ikke hverken Frygt har tvunget, eller Trudsler bevæget, eller Smiger forlokket, eller Løfter formaaet at forlede til hemmelig at billige, eller aabenbare begunstige Sverrer, den Kirkeskjænder og Frafaldne, der med Blodsudgydelse og Vold har bemægtiget sig Norges Rige, idet han til sin Moders Skjændsel paastaar at nedstamme fra den kongelige Æt.“ Dernæst yttrer han sit Mishag over, at Bergens Biskop, tvertimod Pave Cølestinus’s Befaling og Erkebiskoppens eget Forbud, fremdeles følger Sverrers Leir, forretter Gudstjeneste for den Bansatte, og i hans Nærværelse udfører alle Kirkens Sakramenter, og skjønt han oftere har været kaldet af Erkebiskoppen, dog ikke har villet fremstille sig for denne. En saadan Dristighed fortjener en strengere Refselse. Derfor paalægger han Erkebiskoppen, saafremt Ovennævnte medfører Sandhed, at suspendere omtalte Biskop fra hans Embede og ikke hæve denne Suspension, for han har fremstillet sig for Paven selv, samt, hvis han sidder denne Dom overhørig, da at belægge ham med Anathema. Angaaende Sverrer erklærer han til Slutning, at han ikke vil løse ham, med mindre han giver en Fyldestgjørelse, der er fuldkommen antagelig.
De tre øvrige Breve ere indbyrdes overeensstemmende og stilede til Kongerne af Danmark og Sverige, Knut VI og Sverker Karlssøn, samt til Sveriges Jarl (Birger Brosa). Heri opfordrer Paven hver især af disse Fyrster til „at ruste sig for at verge Kirkerne, beskytte Geistlighedens Frihed, befri Ringe og Mægtige fra denne Forfølgers Haand, ja til at styrte dette uhyre (monstrum), som alene skaaner dem, han ei kan naa“, de ville da gjøre sig fortjente til Guds evige Belønning og Pavens Naade. De skulde understøtte Sverrers Forfølgere og modstaa hans Tilhængere, „saa at dette Djævelens Lem ikke længer skal kunne rase i Norges Rige, eller drive sin Forfølgelse mod Kirken videre“.
Mange haarde Udtryk i disse Breve maa nu vist nok skrives paa den romerske Kurialstils Regning; alligevel fremtræder heel igjennem i dem en saa truende Tone og en saa alvorlig Bitterhed, at det fuldkommen klart viser sig, at Innocentius i Sverrer saa en meer end almindelig Kirkens eller Hierarchiets Fiende, hvilken han maatte nedslaa med den apostoliske Myndigheds mest tordnende Røst, og mod hvem han maatte reise hele Nordens baade verdslige og geistlige Magt. I Norge selv skulde al geistlig Overbestyrelse ved Biskoppernes Fjærnelse fra Landet unddrages Folket, og dette derhos bortskræmmes fra sin undersaatlige Lydighed mod Sverrer ved det frygtelige Interdikt. De allerede landflygtige norske Biskopper skulde styrkes ved kraftig Op-
