muntring, saa at de med Standhaftighed taalte sine Savn, og med Taalmodighed oppebiede Kirkens endelige Seier, som maatte blive den sikkre Følge af deres Udholdenhed Fyrsterne i Nordens øvrige tvende Riger skulde endelig egges til at laane den norske Kirkes Sag sin verdslige Arm. Dette var Alt vel beregnet af Paven; men havde dog ikke paa langt nær de Virkninger, som han udentvivl havde forestillet sig. Nordens Fyrster reiste sig aldeles ikke mod Sverrer. Kong Knut i Danmark gav vel fremdeles baade de landflygtige norske Biskopper og Baglernes Parti Tilhold i sit Rige; men forresten var han indviklet i altfor mange Stridigheder med de nordtydske og vendiske Fyrster, til selv at kunne foretage noget Angreb paa Norge, om han end dertil havde fundet sig opfordret ved noget særdeles bittert Had mod Sverrer, hvilket ikke synes at have været Tilfælde. Sveriges Konge og Jarl holdt sig ganske rolige; de nærede ingen Uvillie mod Sverrer; Birger Jarl var desuden besvogret med ham, og begge havde nære Frænder i Birkebenernes Flok. Det lykkedes vist nok Paven at berøve Norge ganske dets geistlige Overbestyrelse. Selv Biskop Martin af Bergen vovede tilsidst ikke andet end at følge sine Brødres Exempel og drage til Erkebiskop Erik i Danmark, i hvis Omgivelse og Naade man finder ham i 1199[1]. Den norske Kirke kunde saaledes nu siges at være berøvet alt biskoppeligt Overopsyn, medens Kathedralkirkernes Domkapitler udentvivl endnu vare for ufuldkomment indrettede og vel tillige for lidet selvstændige til at kunne med tilbørlig Kraft overtage deres Biskoppers Hverv i de Punkter hvor dette lod sig gjøre, om deres Medlemmer end af velvilligt Sindelag imod Kongen og Landet dertil havde fundet sig opfordrede. Til samme Tid bleve ogsaa de norske Klostergeistlige af sine Overordnede skræmmede fra at yde Sverrer nogen kirkelig Tjeneste. Saaledes blev i et Generalkapitel af Cistercienser-Ordenen i Citeaux 1200 strenge Straffe af Faste paa Vand og Brød og Piskning fastsatte for de Munke af Ordenen i Norge, som havde holdt Messe før den bansatte Sverrer, ja endogsaa for dem, som blot havde spist eller venskabelig omgaaets med ham eller hans Tilhængere[2].
Men tvende Ting kom dog under Alt dette Sverrer i høi Grad til Gode: først nemlig at det lavere Presteskab i Norge endnu ikke var blevet gjennemtrængt af sine høieste Forstanderes hierarchiske Aand, og derfor heller ikke synes at have deelt deres Frygt for og Had imod Sverrer; og dernæst, at den norske Almue ikke før havde seet Bansættelsen anvendt paa nogen af fine Konger, og derfor ikke ret fattede dens Betydning i nærværende Tilfælde, helst da ingen bestemt Bansgjerning maatte forekomme dem at være tilstede; thi Biskopperne fo-
