hvilken da Biskoppen ikke maa undslaa sig for at antage eller indvie. En Kirkes Stifter eller lovlige Verge har altsaa – efter Forfatterens Mening – ifølge selve Decretalerne Ret til ikke alene at føre Tilsyn med og bestyre denne Kirkes Ejendom, naar han kun ikke bortgiver eller bortselger eller anvender noget af den til sin egen Nytte, – men ogsaa til at udsee en Prest for den.
Overveier man – siger Forfatteren nu – hvad her er anført med Hensyn til den Sag, som verserer mellem Kongen og Geistligheden, saa ville fornuftige Mænd let indsee, paa hvis Side Retten er, og hvo som volder Christendommens Forspildelse i Landet. De Beskyldninger, der ere gjorte Kongen, gaa nemlig ud paa at drage fra ham de Rettigheder, hvilke de hellige Bøger selv tillægge ham, ja dem som ere ringere af Magt end Kongen. Og naar han vil holde paa og see til med det, som Gud selv byder ham tilsee, og han skal bære Ansvar for, hvis han forsømmer det, saa siger man, at det er Christendommens Ødelæggelse, og paastaar, at Kongen vil gjøre alt Landet hedensk.
Han har imidlertid hørt – siger Forfatteren fremdeles –, at hans Modstandere ideligen anføre som Støtte for sin Sag, at Kongerne have givet hiin Magt fra sig og under Geistligheden. Hvad det angaar, saa kunne alle Fornuftige indsee, at om end Kongerne vilde give den fra sig, saa kunne de dog ikke gjøre det, eftersom det paaligger dem at svare for den for Gud. Thi for Alt hvad Gud har henlagt under Kongedømmet fordrer han Ansvar af dette, ligesaavel som af Biskopsdømmet for hvad han har henlagt til det. Men om Kongerne havde været saa uvidende, at de ei kjendte hine Bestemmelser, og af den Grund havde indrømmet, hvad de ei maatte bortgive, da var drømt og Synden hos den, som forlangte hvad der var mod Guds Anordning, skjønt han forud viste, at hverken hans egen Begjæring eller Kongens Indrømmelse kunde bestaa med den guddommelige Anordning og den hellige Bestemmelse. Alligevel tror han sikkert, at Kongerne aldrig have indrømmet, hvad de ei have Ret til at indrømme, men at Kongernes Indrømmelser, der i sig selv kunde være store nok, vare blevne udgivne for langt større, end de i Virkeligheden vare.
Han kjender Landets gamle Sedvane, og den var: at Kongerne, naar de vilde, beskikkede Prest til enhver Kirke, ligeledes valgte de Biskopper og Abbeder og anviste Biskopperne Biskopsdømmer efter eget Tykke uden nogetsomhelst Overlæg med Geistligheden; dengang var der ved de fleste Biskopsstole ikke heller nogen Overflod af Geistlige eller Chorsbrødre, med hvilke Kongerne kunde overlægge saadant. Dette var Sedvane alt fra Christendommens Indførelse; saa var det
