Krig med Henriks Søn og Eftermand, Keiser Otto I. De hermed forbundne Begivenheder ere meget dunkle, især hvad Tidsregningen angaar. Saameget synes dog vist, at Seieren var paa Ottos Side, og at Harald, tildeels tvungen ved de tydske Vaabens Overmagt, nu endelig formeligen antog Christendommen og lod sig døbe (ved Tiden 963–966?)[1]. Følgen heraf var, at den christne Kirke nu nogenlunde ordentlig kunde indrettes i Danmark, hvor Erkebiskop Adaldag allerede 948 havde beskikket og ordineret Biskopper til Slesvig, Ribe og Aarhus[2], og hvor nu ogsaa Kirker oprettedes baade paa de danske Øer og i Skaane. Kong Harald selv, der skildres som underfundig, ubestandig og grusom, men derhos lidet klog og dybtseende, var vistnok kun en vaklende og usikker Støtte for Christendommen i sit Rige; men den havde nu der allerede vundet den Styrke i sig selv, at senere ugunstige Omstændigheder ei mere kunde rokke den.
Nu da vi have seet Christendommen fuldkommen grundfæstet hos det ene af Nordens tre Folkefærd, hos Danerne, – fremspirende, skjønt kun svagt og langsomt hos det andet, hos Svearne, – da vi have seet den fremrykket lige til det tredies, Nordmændenes, Grændser, – er det Tiden at henvende vor udeelte Opmærksomhed paa det sidstnævnte, og see, hvorledes og ad hvilke Veie Christendommen ogsaa indbragtes i vort Fædreneland.
Norges første Enekonge Harald Haarfager styrede efter de gamle Sagaers eenstemmige Vidnesbyrd Norges famled Rige med Kraft, Klogskab og Heder i en lang Aarrække fra 872–930. Hans Erobringsverk gav Anledning til mange Udvandringer, – til Islands Bebyggelse ved Nordmænd (mellem 874 og 934) og en selvstændig Fristats Oprettelse der, – til det normanniske Hertugdømmes Stiftelse i det nordlige Frankrige ved Rolf Røgnvaldssøn fra Møre (912), – til Færøernes Bebyggelse, – til en betydelig Forøgelse af Suderøernes norske Befolkning, – og til Oprettelsen af et norsk Jarledømme paa Orknøerne under den norske Konges Overhøihed. Med Hensyn til Haralds Trosbegreber, da maa man af Ord, som vore gamle Sagaer lægge ham i Munden, formode, at han hørte til dem, der ingen Lid satte til Aserne eller de døde Afgudsbilleder, men troede paa „den Gud, der var den
