sin egen Deel vel maatte mistvivle om at gjennemdrive, den ansaa han for udførbar ved sin Søn. Derfor skal han have raadet denne til Forlig[1]; og dette Raad, ledsaget af de nødvendige Anviisninger, har ganske vist udgjort det væsentlige Indhold af de Skrivelser, Sverrer paa sit Yderste udfærdigede til sin Søn. Raadet fandt en god Anklang i Haakons Hjertelag og Forstand. En af hans første Styrelseshandlinger, maaskee den allerførste, var at tilbagekalde de landflygtige norske Biskopper. Disse løde, som det synes uden Betænkelighed, hans Kaldelse. Allerede om Sommeren 1202 indfandt de sig alle i Norge, og efterat de havde forliget sig med Kongen, og Erkebiskoppen havde løst ham, hans Tilhængere og Landet af det paahvilende Ban og Interdikt, drog Biskopperne hver til sit Biskopssæde[2]. Den Hast, i hvilken Forliget kom i Stand, vidner tilfulde om hvor paatrængende nødvendigt det fra begge Sider føltes at være.
I Anledning af dette Forlig udstedte Kong Haakon Sverrerssøn, rimeligviis i 1202, et Brev, som endnu er levnet. Det er paa Norsk og stilet til „Erkebiskop Erik, alle de øvrige Biskopper og lærde Mænd (d. e. Geistlige), alle Bønder og Bothegner“, altsaa til hele det norske Folk. Det lyder som følger: „Gud forunde mig at tale til Eder Biskopper hvad mig er til Gavn og Lykke, til Fred og Held for Landet, hele Landsfolket til Befrielse, os Alle til Glæde og Nytte nu og stedse. Større Elendighed og Ulykke og sørgelig Strid har længe tynget paa os og paa vort Land, end være burde, hvis Lykken var med os; og man kan desto værre næsten sige, at det er reent forbi med dette Land, hvis ikke Gud af sin hellige Miskundhed snarligen kommer det til Hjælp. Thi saagodt som de Fleste ere frafaldne, som med Retfærdighed vilde vogte Landet og Landslovene, og elske Gud og den hellige Kirke; de derimod leve efter, der lade sig beherske af Overmod og Vranghed, Avind og ond Villie, og som idelig ville øve alskens Uretfærdighed. Nu frygte hverken Lærde eller Læge Gud og gode Mænd; tvertimod lever nu hver som ham lyster i Lovløshed. Loven foragtes, men Ran raader; Usedelighed voxer, og Sedelighed gaar til Grunde; Kvinder bliver skammeligen krænkede og Kirker opbrudte; og al Christendom staar for Fald; hvis ikke Gud og gode Mænd give Raad, saa at det kan blive bedre. – Men for at vende min Tale til Eder Biskopper angaaende vor Sag, da er den store Uenighed Eder bekjendt, der har fundet Sted mellem Kongedømmet og Eder. Næsten Alle paastaa, at de Ulykker, som en Tid lang have rammet dette Land, have reist sig af denne Uenighed. Da nu disse Trætter og Ulemper os imellem have længe varet, os til meget Besvær og stor Ulykke, og dem dog næsten allermest, som mindst Deel have havt deri, nem-
