Følger drage efter sig. Om det forøvrigt har fremkaldt nogen særlig Forholdsregel fra Erkebiskoppens Side er ubekjendt.
Udsoningen mellem Kong Haakon og Kirken syntes at ville drage en Udsoning mellem de fiendtlige politiske Partier i Landet efter sig. – En Bevægelse, som Baglerne strax efter Sverrers Død gjorde fra Viken for at angribe Birkebenerne i det vestlige Norge, blev tilbageslagen, og deres Stilling i det østlige Norge blev meer og meer usikker, da Almuen overalt begyndte at helde over til den vensæle Haakon. Deres unge Konge Inge Magnussøn, hvilken Birkebenerne aldrig have villet erkjende for den han udgav for, tyede til Oplandene og tog sit Sæde paa Helgeøen i Mjøsen. Men her blev han om Høsten 1202 overfalden af de oplandske Bønder og tagen af Dage. Da nu ogsaa Biskop Nikolaus lod til at ville opgive Partiet – i det mindste kunde han nu strax efter Geistligbedens Forlig med Kongen ikke aabenlyst tage sig af det –, saa opløste Baglernes Flok sig, og de som ikke søgte Haakons Tilgivelse, flygtede til Danmark eller Sverige. Haakon kunde saaledes i Sommeren 1203 betragte hele Norge som fredet, og paa sin Færd gjennem Landet lige til Gautelv blev han overalt tagen til Konge uden Modsigelse.
Haakon Sverrerssøns Rigsstyrelse begyndte saaledes under de lyseste Udsigter for Gjenoprettelsen af Norges indre Rolighed. Men hans Kongedømme skulde kun blive af kort Varighed. Allerede 1204, den første Januar, døde han uventet i Bergen under Omstændigheder, som vakte Mistanke om, at han var bleven forgiven af sin Stifmoder, Sverrers Enke, Dronning Margreta.
Haakons Død gav Tegnet til de gamle Partistridigheders fornyede Udbrud. Haakons eneste, uegte Søn, der bar Faderens Navn og længe efter blev Norges Konge, var endnu ikke født, og den Forbindelse, hvori han var avlet, nemlig med en fornem Kvinde i Viken ved Navn Inga, var kun enkelte af den Afdødes fortroligste Venner bekjendt. Nærmest arveberettiget til Kongedømmet var da en Brodersøn af Haakon, Guttorm, en Søn af Sigurd Lavard, Sverrers tidligere afdøde Søn, et Barn paa fire Aar; og ham toge de i Bergen tilstedeværende Høvdinger til Konge to Dage efter Haakons Død. Han var vel ikke hvad Loven egentlig fordrede: Kongesøn; men hvad der maatte agtes nogenlunde ligegjældende, naar saadan ikke gaves: en Konges Søn-
