mægtigste og havde skabt Alt og raadede for Alt“. At denne Tro havde sin Oprindelse fra Kjendskab til Christendommen antydes dog ikke nogensteds; den reiste sig vel snarere fra den Tvivl om Asernes Magt, som mod Hedendommens Slutning, – hvad vi allerede for have berørt – oftere gjorde sig gjældende blandt de mere oplyste Nordmænd. I Forbindelse hermed stod udentvivl ogsaa den Afsky, som tillægges ham for al Slags Trolddom, hvilken Afsky endog bragte ham til at lade en af sine mange Sønner, Røgnvald Rettilbein, en ivrig Seidmand, dræbe med en Mængde af hans Lige. Alligevel fortælles der om Harald, at han opretholdt de hedenske Offringer, og selv offrede i Folkets store Forsamlinger, noget som han ei heller vel kunde undlade uden at fravende sig Folkets Sind og tabe dets Tillid; thi hele Almuen havde endnu den faste Tro, at dets Høvdingers og Styreres Ærefrygt for Gilderne og flittige Offringer til disse, bragte Landet gode Aaringer og Fred og Lykke. Da Harald i syvti Aar havde baaret Kongenavn og i otte og femti styret hele Norges Rige, og var bleven otti Aar gammel, nedlagde han Landsstyrelsen efterat have deelt Riget mellem sine Sønner, og forordnet en af disse, Erik, til sin Eftermand som Overkonge. Tre Aar efter døde han 933.
Hans Søn og Eftermand Erik fik Tilnavnet Blodøxe enten formedelst sine Krigsbedrifter eller for den Grumhed han udviste, idet han dræbte flere af sine Brødre, som af Faderen vare satte til Underkonger eller Fylkeskonger i forskjellige Dele af Landet, og ved hvilke han fandt sin egen Magt formeget indskrænket. Men denne Eriks Grumhed, og det at han lod sig lede af sin onde og underfundige Dronning Gunhild, gjorde ham forhadt vide omkring i Landet. Derfor da hans yngste Broder Haakon kom til Norge for ogsaa at fordre en Deel af sin Faders Rige, reiste hele Folket sig mod Erik, uddrev ham med Hustru og Børn, og tog Haakon til Norges Konge 935.
Haakon fik Tilnavnet den Gode, fordi han ophævede sin Faders paa Erobringens Ret grundede Bestemmelse, at al Jordejendom i Landet tilhørte Kongen, og gjengav Bønderne deres Odel eller den fri Ejendomsret til deres Sorøe Under ham (936–961) blev det første Forsøg gjort paa at forkynde og indføre Christendommen i Norge.
Haakon, der var født i Harald Haarfagers Alderdom, var som Barn af sin Fader sendt over til den engelske Konge Adalstein (Ædelstan, 925–941). Hos ham var han bleven opfostret – deraf hans Tilnavn Adalsteinsfostre –, døbt og oplært i Christendommen. Han var saaledes christen, da han blev hævet til Kongedømmet i Norge, og det ei blot christen af Navn, men, som hans senere Fremfærd viiste, af Hjertet. Men Haakon var ganske ung, ikke mere end 15 Aar gammel, da han kom til Riget; han fandt alt Folket om
