dømme mødte: Erkebiskop Guttorm, Asgaut Abbed af Holm, Sigurd Abbed af Tautra, Svein Prior af Elgesetr, Mester Bjarne, Peter af Husastad og Eystein Raadsmand, de tre sidste udentvivl paa Nidaros’s Kapitels Vegne. Fra Bergens Biskopsdømme vare tilstede: Biskop Haavard, Nikolaus Erkedjakn og Sigurd Abbed (af Munkelif?); fra Stavangers: Biskop Henrik. Fra Oslos Biskopsdømme mødte: Biskop Nikolaus, Askatin Abbed af Hovedø, Orm Abbed af Tunsberg, Provsterne Ivar Gesling af Oslo, Jofreyr af Tunsberg, Amunde af Grenland og Olaf af Konghella. Fra Hamars Biskopsdømme mødte: Thorgeir Erkedjakn, Mester Thorleif og Provst Baard; derimod nævnes ikke den daværende Biskop Halvard, der i 1221 havde fulgt Ivar Skjalge, som samme Aar var død[1]. Desuden vare tilstede Biskop Sørkver af Færøerne og Biskop Bjarne af Orknøerne, hvilken sidste var kommen i Følge med Øernes Jarl Jon[2]. Kongen var allerede i Bergen fra Vinteren af. Skule Jarl indfandt sig fra Viken med Sigurd Ribbung i sit Følge; ligesaa var Guttorm, Kong Inges Søn, tilstede, og Sendemænd fra Junker Knut (som han kaldtes), Haakon Galins Søn, der opholdt sig i Vester-Gautland. Efter mange forudgaaende Forhandlinger holdtes den afgjørende Sammenkomst i Kongehallen Søndagen den 20de August.
Erkebiskop Guttorm aabnede paa Kongens Opfordring Forhandlingerne, i det han fremstillede hvilke de vare, som paastode Arveret til Norges Rige, og hvorpaa hver især støttede sin Paastand. Kong Haakon var allerede i Besiddelse af Riget, og hans Ret støttedes derpaa, at han var Arving dertil efter sin Fader og alle sine Forfædre, „der havde raadet for dette Land Mand efter Mand, saaledes at aldrig noget Kvindeled var kommet imellem.“ Skule Jarl paastod at være Arving til Riget efter Kong Inge, sin Broder. Guttorm, Kong Inges Søn, fordrede Riget efter sin Fader. Sigurd Ribbung paastod at være berettiget til Riget efter Kong Magnus Erlingssøn, som han kaldte sin Farfader. Endelig paaberaabte Junker Knut sig ved sine Sendemænd Arveforliget af 1213, ifølge hvilket han som Haakon Jarls egtefødte Søn var baade dennes og Kong Inges Arving. Efter denne Fremstilling opfordrede Erkebiskoppen de Tilstedeværende til at sige deres Mening.
Forhandlingerne førtes først med nogen Heftighed baade fra Jarlens og Kongens Side, idet den første paastod, at han som Kong
