andet yttrede følgende: „I skrev til os i Høst, Herre Erkebiskop, da I kom til Landet, at I og Chorsbrødrene ikke vare hinandens Venner; men nu gaar det som Ordsproget siger: Krage søger Mage, og Forrædere slutte sig sammen. Det sande I Fæller! Dog i hvorledes det nu er, saa skal Gud skifte mellem mig og Sigurd Ribbung, ikke Biskopperne“[1]. Kongen fortsatte ogsaa sine Rustninger for snarest muligt at komme Birkebenerne i Viken til Undsætning. Men da fik han uventet Budskab om Sigurd Ribbungs Død og derhos Opfordring til at hindre Ribbungerne fra at skaffe sig en ny Høvding i Junker Knut, Haakon Galins Søn.
Sigurd Ribbung døde i Oslo 1226. Hans Mænd holdt hans Død hemmelig saalænge som muligt, og sendte imidlertig Bud til Gautland til Junker Knut med Indbydelse at sætte sig i Ribbungernes Spidse. Knut modtog Indbydelsen paa sin Moders Raad, for strax til Norge, før Kongen kunde hindre det, og lod sig paa Raumarike give Kongenavn. Men Mængden af Vikværingerne vare ham imod, og da Kong Haakon selv kom til Viken, maatte Ribbungerne undvige til forskjellige Kanter. Kongen for frem med megen Mildhed og stræbte med det Gode at bringe Knut til Underkastelse; Ribbungerne holdt sig imidlertid endnu en Stund paa Oplandene, og først det følgende Aar 1227 blev Flokken ganske tilintetgjort, efterat Junker Knut havde givet sig i Haakons Vold og var bleven tagen til Naade af denne. Knut blev siden sit hele Liv Kong Haakon tro.
At Erkebiskoppen og Skule Jarl have havt visse forræderiske Hensigter med sin tvetydige Optræden til Sigurd Ribbungs Fordeel i Begyndelsen af 1226, er altfor sandsynligt. Man finder, at Skule paa denne Tid har havt Planer fore til et Korstog, at han derom har underrettet Paven og erholdt dennes Opmuntring. Man har nemlig tvende Breve af Honorius III denne Sag vedkommende. – Det ene er af 3die Novbr. 1226 til Archidiaconus af Hjaltland, hvori det heder, at Paven baade ved den norske Jarl Skules og ved den nidarosiske Erkebiskops Breve er bleven underrettet om, at Jarlen ifølge guddommelig Indskydelse stunder det hellige Land til Undsætning, og at han for dette Øjemed gjør prægtige Forberedelser og har tilbudet Alle, som ville følge ham, fri Overfart. Derfor har Paven, der gjerne vil hjælpe ham i hans gudfrygtige Forehavende, tilstaaet ham den Tyvendedeel af de geistlige Indtægter i bemeldte Erkebiskops og hans Lydbiskoppers Diøceser, hvilken paa det almindelige Concilium (det fjerde lateranske i 1215?) er bestemt til det hellige Lands Hjælp; hvorom han underretter Archidiaconus som Indsamler. – Det andet Brev af
- ↑ H. H. S. c. 142, 143.
