velige Bemyndigelse er overdragen tre udenlandske Prælater og ikke den, som maatte synes at være den rette Mand, nemlig Erkebiskoppen af Nidaros. Man maa heraf slutte, at Biskop Paal, fra hvem naturligviis Pavens Foranstaltninger nærmest udgik, ikke har stolet ganske paa Erkebiskop Sigurds ivrige Bistand i denne Sag, og heller ikke af ham egentlig er bleven ophidset mod Kongen; men at Skule Jarl har været den, som mest skyndede Biskoppen til at indanke sin Sag for Paven, og at Skule ogsaa under denne sin Fremfærd har skjult forræderske Planer, hvori Erkebiskoppen neppe har været indviet. Biskop Paal maa forøvrigt have fremstillet i sterke Farver den Fare, hvori han svævede; thi under 11te October udstedte Paven ikke alene et Beskyttelsesbrev for Hamars Kirke og Ejendomme, stilet til Biskoppen og Hamars Kapitel[1], – men ogsaa et til Kong Valdemar af Danmark, hvori han beder denne om at tillade Biskoppen af Hamar at opholde sig i hans Land, da han af Frygt for sine Forfølgere ei vovede at opholde sig i sit Fædreneland, – og endelig et til Erkebiskop Sigurd og hans Lydbiskopper, hvori han opfordrer dem til at staa Paal bi, og betænke, at Forfølgelsen ogsaa kunde ramme dem[2].
At Biskop Paal foruden sit eget Erinde ogsaa har havt hemmelige Erinder paa Skules Vegne at foredrage Paven, derom kan man heller ikke tvivle, da man finder, at Gregorius under samme 11te October 1234 ogsaa tilskrev Erkebiskop Sigurd, samt Biskopperne Arne i Bergen og Orm i Oslo et Beskyttelsesbrev for Skule. Paa Norges Jarls Skules Vegne – heder det her – er det blevet Paven forebragt, at da der havde været nogen Tvist mellem Kong Haakon og bemeldte Jarl om Norges Riges Deling, var denne Tvist bleven bilagt ved en venskabelig Overeenskomst. Nu har Jarlen ydmygeligen bedet Paven, at han vil sørge for denne Overeenskomsts strenge Iagttagelse. Derfor paalægger Paven de Tilskrevne, at de skulle paasee Overeenskomsten nøiagtigen overholdt fra begge Sider under kirkelig Straf uden Appel. Dog skulle de ikke forkynde Excommunication eller Interdikt over Norges Rige, uden dertil at have indhentet Pavens særlige Befaling[3].
Man kan intet andet end i Alt dette see et konstigt Rænkespind, hvis Hovedtraade laa i Skule Jarls Haand, og som var anlagt paa at vække Splid mellem Kongen og den norske Kirke, for at Jarlen selv, under en opstaaende indre Forvirring i Norge og Kongens mulige Bansættelse, kunde fiske i rørt Vand, ja maaskee finde den længe forønskede Leilighed til at stode Haakon fra Kongedømmet. Sagen mellem Kongen og Biskoppen var nemlig fra kirkelig-statsretligt Standpunkt betragtet ingenlunde ubetydelig eller uvigtig, naar den først blev stev-
