fjærnede fra hinanden, begyndte den gamle Misforstaaelse atter at indsnige sig mellem dem. Skule var herlig udrustet baade paa Sjæl og Legeme; han besad baade Aandsdannelse og Klogskab og Mod. Men med alt det manglede der han i sand Redelighed og en fast Villie. Hans Ærgjerrighed havde vundet for stort Raaderum i hans Hjerte; den havde engang forespeilet ham Kongedømmet som hans Stræbens Maal, og dette Billede kunde det aldrig lykkes ham at faa udslettet, skjønt han meer end een Gang synes at have været paa god Vei dertil. For at fyldestgjøre sin Ærgjerrighed lokkedes han af sin indre Drift letteligen hen paa uærlige Veie, og det saameget meer, som hans Øre altid var aabent for egennyttige, listige og sødtalende Smigreres Indskydelser. Han var da dristig, ja vel endog fremfusende i at udkaste underfundige, forræderske Planer; men naar det kom til deres Udførelse, da vaklede han, vistnok ikke af Mangel paa Mod til at imødegaa den ydre Fare, men fordi hans bedre Følelse i det Afgjørende Øieblik skræmte ham tilbage fra en vanærende Nidingsdaad. Naar Kongen havde hans Øre, bøiede han sig for dennes aabne, ærlige og kraftfulde Sindighed, idet han skammede sig for sin egen Underfundighed ligeover for Haakons uskrømtede Velvillie. Men naar han fjærnet fra Kongen var omringet af dennes hemmelige Arvefiender blandt Norges geistlige og verdslige Høvdinger, da lyttede han igjen altfor gjerne til disses Forestillinger, som smigrede hans Ærgjerrighed ofte meer af øieblikkelig Egennytte end af sand Hengivenhed. Paa den anden Side var der Høvdinger, som fandt sin Fordeel i at holde Splittelsen mellem ham og Kongen stadigen aaben, og som, naar Kongen ikke kunde lukke Øinene for Skules tvetydige Færd, dyngede Steen paa Byrden og fremstillede hvert af hans Skridt med de mørkeste Farver. Under saadanne Forhold maatte, med Skules Karakter, Venskabet mellem ham og Kongen stedse hvile paa en huul Grund; og med sterke Skridt nærmede sig nu det afgjørende Øieblik, da denne Grund skulde styrte sammen og Forræderiet knuses i Sammenstyrtningen.
Endnu engang samledes Kongen og Hertugen om Sommeren 1238 i Bergen, og deres gjensidige Forhold ved denne Leilighed, skjønt ingenlunde som i deres Venskabs bedste Dage, syntes dog at vække noget Haab[1]. Men det var ogsaa det sidste Glimt. De skulde aldrig meer mødes i Fred. Da Hertugen i Begyndelsen af Vinteren var dragen tilbage til Throndhjem, medens Kongen forblev i Bergen, forværredes Tilstanden kjendelig, og Hertugen og hans Tilhængere brugte de bittreste og fiendtligste Yttringer mod Kongens Mænd og Raadgivere. Dette kunde ikke blive skjult for Haakon, og denne ind-
- ↑ H. H. S. c. 194.
