bød om Vinteren Hertugen til et nyt Mode i Bergen den følgende Sommer 1239. For at Bønderne ei herved skulde betynges bestemte Kongen, at de begge kun skulde have nogle lette Skibe til Sammenkomsten. Desuagtet spurgtes det nordenfra om Vaaren til Viken, hvor Kongen da opholdt sig, at Hertugen udrustede sine største Skibe. Kongen udbød da ogsaa Folk og samlede til sig en betydelig Hærmagt. Om Sommeren kom Hertugen til Bergen med ikke mindre end tyve, for det meste meget store Skibe. Men da han nu hørte, at Kongen nærmede sig østenfra med en Flaade paa 40 Skibe, saa fattede han paa sine Mænds Raad den Beslutning ikke at afvente Kongens Komme, men drog tilbage til Throndhjem med hele sin Hær.
Kort efter at han havde forladt Bergen, indtraf Kongen der, og fandt Erkebiskop Sigurd, som ogsaa var kommen nordenfra for at overvære Forligsmødet. Erkebiskoppen syntes, at Udsigterne til Fredens Opretholdelse vare daarlige, men bad Kongen alligevel at gjøre for den hvad han kunde. Det blev nu bestemt, at Erkebiskoppen skulde paabyde Vaabenstilstand Vinteren over, og hertil modtog han Kongens Fuldmagt. Han skrev ogsaa strax til Hertugen med Bøn om, at denne ikke vilde bryde Freden, før Erkebiskoppen kunde træffe ham. Erkebiskop Sigurd drog derpaa for det første til Sunnmøre i sine Embedsforretninger, og Kongen gav sin Hær Hjemlov. Begge stolede paa, at Hertugen skulde agte Stilstanden, saa meget mere som Erkebiskoppen senere paa Høsten ved et nyt Møde med Kongen i Bergen, i Overvær af Hertugens Sendemænd, forkyndte Bans Straf for den som brød den. Kongen havde ogsaa skrevet til Hertugen om alt dette, og opfordret ham til at holde Freden eller og lade Kongen det vide, om han ei antog den[1].
Men Skule gik en ganske anden Vei. Da han var kommen til Throndhjem forøgede han sin Hær og udpressede Skat af Thrønderne til dens Underhold tvertimod Kongens udtrykkelige Bud. Han erklærede nu i Nidaros for sine Mænd, at han var til Sinds at lade sig give Kongenavn. Enkelte gjorde svage Modforestillinger, medens de Fleste bestyrkede ham i hans Forsæt. Det sidste var ogsaa Tilfælde med en Deel af Chorsbrødrene, blandt hvilke han nu som tidligere havde ivrige Venner; disse forelæste ham endog Lovsteder, som skulde bevise hans Ret til Kongedømmet. Tilskyndet „af egen Ærgjerrighed og sine Raadgiveres Forestillinger“[2], tog han nu en afgjørende Beslutning, og lod Ørething stevne.
Thinget holdtes den 6te November 1239, som var en Søndag. Medens det sammenblæstes kom Skule ind i Christkirken under Messen, gik op i Choret, lod der Chorsbrødrene kalde til sig og forlangte,
