des i Nidaros, nogen Forknyttelse blandt Birkebenerne, og Erkebiskop Sigurd tilbød endogsaa Kongen, før større Uheld indtraf, at ville ride syd over Fjeldet og forsøge Fredsunderhandlinger. Men Kongen afslog hans Tilbud med Tak for hans gode Villie, idet han henskjød sin Sag til Gud og den hellige Olaf. Kongen lod i Hast stevne Ørething, og paa dette lod han, i Overvær af Erkebiskoppen og de bedste Mænd i Thrøndelagen, sin otteaarige Søn Haakon give Kongenavn. Derpaa forlod han Nidaros i største Skynding med sin Flaade. I Bergen gjorde han en kort Stands og undersøgte da de Breve, med hvilke Bjørn Abbed havde faret, og til hvis Affattelse denne ganske vist selv havde gjort Udkastet. De befandtes at være af saa underfundigt og forrædersk Indhold, at Abbeden vel kunde have fortjent Døden; men Kongen gav ham dog Fred[1]. Efterat Kongen ogsaa paa et Thing i Bergen havde ladet sin unge Søn give Kongenavn, skyndede han til Viken, i det han paa Veien stedse drog friske Stridskræfter til sig, og nærmede sig Oslo, før Skule, som her holdt til med Varbelgernes Hovedmagt, havde nogen Tanke derom.
Den 21de April naaede Kongen, efter en overordentlig hurtig Reise, Staden, og angreb den uforvarende fra tre Sider. Det kom til en blodig Strid i Gaderne. Skule blev slagen og flygtede nu med de svage Levninger af sin Hær over Oplandene til Throndhjem.
Her fandt imidlertid Skule Stemningen mod sig meget forandret til det Værre. Man havde under Kongens seneste Ophold der faaet et ganske andet Lys i Skules hele Sag, end det som dennes Tilhængere havde udspredt, da han paa Ørething blev tagen til Konge[2], og man vilde nu aldeles ikke hjælpe ham i hans Oprør. Skule selv viste sig nedslagen og ubestemt, og traf ingen virksomme Foranstaltninger for at møde sine Fiender. Hans Venner advarede ham forgjæves; han vaktes ikke af sin Sløvhed før det allerede var for sildigt. Kongen havde strax efter Seieren i Oslo sendt Asulf af Austraat, Skules Frænde og tidligere hans Ven, men nu hans bittre Fiende, med en Deel Skibe nord til Nidaros; og Asulfs Færd gik saa rask, at han tidlig om Morgenen den 21de Mai ganske uventet løb ind til Nidaros og uden Ophold angreb Varbelgerne. Skule vaagnede først ved Stormklokkens Lyd; han søgte forgjæves at samle sine Mænd; disse søgte under Forvirringen sin Redning i Kirker og andre Fredesteder. Skule flygtede over Nidelven ud af Byen og skjulte sig med faa Mænd i to Dage i en nærliggende Skov. Didhen bragtes hemmeligen Chorkapper fra det nærliggende Elgesæters Kloster; og da Munkene Dagen før Christi Himmelfartsdag, eller Onsdagen i Gangdagene, foretog sin sedvanlige Procession, optoge de Hertugen og
