nok udtalt sin Hensigt: at gjøre den egte Fødsels Forret gjældende i Kongearvefølgen efter sin Død; og da der ei er Tale om nogensomhelst Indsigelse fra Thingmændenes Side mod den unge Haakons Antagelse, maa man slutte, at de ere gangne ind paa Kongens Anskuelse, der vistnok ogsaa er bleven kraftig understøttet af den tilstedeværende Erkebiskop Sigurd.
Man kan saaledes neppe være i Tvivl om Haakons Bevæggrunde i sin Stræben efter at opnaa Kroningen. Man kan det saa meget mindre, som man finder, at Spørgsmaalet om hans Fødsel i vedkommende Underhandlinger er indblandet som noget ganske væsentligt, og derhos at disse Underhandlinger ere blevne førte umiddelbart mellem Kongen og den romerske Stol, som den eneste Magt, der efter Tidens Begreber med fuld Gyldighed kunde udfylde den uegte Fødsels Mangler.
Man veed ikke, naar Haakon har gjort det første Skridt for at opnaa Kroningen, ei heller om han først derom har henvendt sig til den norske Erkebiskop. Dette er dog i sig selv ganske rimeligt, og det er da vel skeet strax eller kort efter Rigsmødet i Bergen 1223. Men Erkebiskop Guttorms snart paafølgende Død har rimeligviis i saa Fald bevirket en Stands i Sagen. Med hans Eftermand Peter stod Kongen, som forhen viist, efter hans Tiltrædelse til Erkestolen, i et spendt Forhold; og hvis Kongens Ønske da har været fremsat, har det rimeligviis mødt Vanskeligheder. Hvis imidlertid disse have været hentede fra Kongens uegte Fødsel, da har vistnok Haakon, efter hvad før er sagt, lettelig gaaet ind paa at søge dem hævede ved Pavens Magtfuldkommenhed; og dette har da givet Anledningen til at Kongen nu bestemte sig til derom at handle umiddelbart med den romerske Kurie. Fra nu af ere Oplysninger om Sagens Gang at hente af de den vedkommende Pavebreve.
Saavidt man af disse kan slutte, har Haakon først henvendt sig med sin Begjæring om Kroningen til Pave Gregorius IX, og det i 1227 (samme Aar som Gregorius blev Pave) eller i Begyndelsen af 1228. Begjæringen havde til Følge, at Paven ved Skrivelse til Erkebiskoppen af Lund i Danmark og Biskoppen af Skara i Sverige overdrog disse at anstille de nødvendige foreløbige Undersøgelser om „Kongens Udvælgelse og personlige Stilling, hans Riges Tilstand, og alle de øvrige Omstændigheder, som kunne være nødvendige at kjende med Hensyn til hans Forfremmelse til Kroningen og hans Sags Fortgang“, og derom gjøre Indberetning til Paven, for at denne med større Sikkerhed kunde tage sine Bestemmelser. Med dette Skridt af Paven fandt imidlertid ikke Kongen sig tilfredsstillet af den Grund, at han havde Erkebiskoppen af Lund mistænkt for at være sig imod. Han sendte derfor en Befuldmægtiget (procurator) til Rom, der foredrog
