heller ikke for den Sag bortgav et Haarsbred af sit Kongedømmes velbegrundede Ret. Haakon handlede som den der vel vidste, at der mellem Paven og ham fandt gjensidig Forbindtlighed Sted, og at den pavelige Legat havde sin Herres Forskrift til ikke fra hans Side at krænke denne Forbindtlighed ved overilede og haardnakkede Paastande, men tvertimod befæste den fra Kongens Side ved Eftergivenhed og velvillig Imødekommen af dennes rimelige Ønsker.
Kardinal Vilhelm opholdt sig i Bergen fulde to Maaneder, og forlod først Staden efter den 17de August, for søveis at drage øster i Norge og derfra til Sverige. Han og Kongen skiltes som de bedste Venner. Kardinalens Reise østerefter gik ikke hurtig paa Grund af Modbør, og han opholdt sig en Stund i Stavanger. Derfra for han til Tunsberg, og saa ind til Oslo[1]. Der udstedte han den 29de Septbr. et Brev til Beskyttelse for Hovedøens Kloster[2]. Siden tog han Veien til Konghella, hvor han stevnede et Thing, paa hvilket han tog Afsked med Nordmændene, idet han takkede Gud – heder det – fordi han var kommen til Norge. Han synes, ligesom fordum Kardinal Nikolaus, at have vundet Nordmændenes Velvillie og selv fattet Godhed for Folket. I Konghella vare mange Mænd fra Gautland komne ham imøde, og med dem drog han nu over Rigsgrændsen ind i Sverige[3], hvor man finder ham at have været tilstede i Linkjøping i Øster-Gautland den 19de November samme Aar[4].
Et mærkeligt Modstykke til Kardinal Vilhelms gunstige Erklæring i hans ovenomtalte Brev af 16de August 1247 om den tilfredsstillende Forfatning, hvori han fandt den norske Kirke, – er hans Yttringer om Tilstanden i Sverige ved hans Komme did. „Han fandt – siger han – dette Rige baade i verdslig og geistlig Henseende i en ganske forunderlig og ynkværdig Forvirring“[5]. For at raade Bod herpaa holdt han i Slutningen af Februar og Begyndelsen af Marts 1248 det i den svenske Kirkes Historie saa bekjendte Kirkemøde eller Provincialconcilium i Skenninge i Øster-Gautland, hvor han den 1ste Marts udstedte den saakaldte Skenninge Mødes Beslutning, der af de Svenske regnes for en af deres Kirkes vigtigste Grundlove under det katholske Tidsrum[6]. Ved denne Beslutning paalagdes blandt andet Cølibatet den svenske Prestestand. En tilsvarende Bestemmelse af Kardinal Vilhelm for Norges Vedkommende findes ingensteds omtalt. Dette maa vistnok forklares deraf, at et Cølibats-Paabud for de norske Prester allerede ti Aar forud var blevet udstedt af Pave Gregor IX
