kon ifølge dennes Ønske, saafremt Ingen anden havde erhvervet sig Ret over dem[1]. Med Hensyn til Haakons forestaaende Korsfærd tog Paven ham ved Breve af 12te Decbr. s. A. under den romerske Stols Beskyttelse[2]. Endog Innocentius’s Eftermand, Alexander IV (1254–61) bragte i 1255 igjen Haakons Korstog paa Bane, og vilde have det forandret til et Korstog, i Forening med Kong Henrik III af England, imod Fyrst Manfred af Tarent, Keiser Fredriks Søn. Men ogsaa denne Opfordring blev uden Virkning[3].
At Haakons Løfte om Korstog saaledes den ene Gang efter den anden gik uopfyldt hen, og at den forresten saa myndige og stolte Pave Innocentius IV lod sligt upaatalt, ja desuagtet ved enhver given Leilighed viste Haakon den mest smigrende Velvillie, dette lader sig ganske vel forklare af Tidsforholdene, af Pavens Stilling til Keiser Fredrik II, dennes Søn Konrad IV, og det hohenstaufiske Hus og dets Parti i det Hele. Da Innocentius i 1245 bansatte Fredrik og erklærede ham afsat fra Keiserverdigheden, var det Paven om at gjøre at ophidse alle Europas Fyrster mod ham, og at faa en Keiser udvalgt og opretholdt i hans Sted. Dette faldt ikke let, da Fredrik var mægtig, havde et stort Tilhang og derhos i Statskløgt og Mod vel kunde maale sig med Innocentius. Paven fik i 1246 udvalgt Landgreve Henrik af Türingen til Modkeiser; men denne blev slagen af Fredriks Parti og døde det følgende Aar. I hans Sted valgtes i 1247 Vilhelm af Holland. Men ogsaa han laa under for Hohenstauferne, og maatte ty til sine Arvelande. Under disse vanskelige Forhold kastede Innocentius sit Blik paa Kong Haakon af Norge, om hvis Magt og Dygtighed han, som for sagt, synes at have næret store Tanker. Ifølge den samtidige og vel underrettede Mathæus Paris havde Paven allerede ved Forhandlingerne om Kongens Kroning gjort denne Tilbud øm Keiserkronen; og Haabet om at faa ham opstillet som Fredriks Modstander bidrog sit til den Føielighed og Forekommenhed, Paven ved hiin Leilighed udviste. Haakons Korstog til det hellige Land havde han vistnok da med Fornøielse forandret til et Korstog mod Keiser Fredrik som Pavens Fiende. Men han bedrog sig i sit Haab. Da Haakon havde opnaaet Kroningen, og, som forhen er viist, havde betalt den med drøie Pengesummer, saa erklærede han, efter Mathæus’s Udsagn, ligefrem, at „han altid var villig til at stride mod Kirkens Fiender, men derfor ikke mod alle Pavens Fiender“; og dette, siger Mathæus, havde Kongen under en drøi Ed erklæret for ham selv[4]. Dette har ganske vist fundet Sted i 1248,
