ser gjorte med Hensyn til den norske Christenret. Dette kan sluttes deraf, at det i en Retterbod (Forordning), udstedt den 14de September 1327 af Kong Magnus Erikssøn, eller rettere paa den umyndige Konges Vegne af hans Drotsete Erling Vidkunssøn, heder: „at den Christenret, som den verdelige Herre Kong Haakon den Gamle, vor Forfader, og Her Sigurd, Erkebiskop i Nidaros, med de bedste Mænds Raad og Samtykke, som dengang vare i Riget, forordnede at skulle gjælde, – den skal nu holdes alle Mænd imellem“[1]. Det er tydeligt, at med denne Christenret forstaaes den samme, som i en ældre Retterbod af Kong Erik og Hertug Haakon, Magnus Lagabøters Sønner, af 14de Mai 1290 kaldes: „den gamle Christendomsbolk“, og om hvilken der siges, at den var gjældende for Overeenskomsten i Tunsberg (9de Aug. 1277) mellem deres Fader Kong Magnus og Erkebiskop Jon[2], – og den samme, som i Kong Haakon Magnussøns Retterbod af 28de Juli 1316 nævnes: „den Christendomsret, som fra gammel Tid har gjældet, dog hverken den, som Kong Magnus vor Fader lod sammensætte, eller den, som Erkebiskop Jon lød sammensætte, men den som før var“[3]. Men hermed kan da ingen anden Christenret menes end den, der udgjør anden og tredie Part i Kong Haakon Haakonssøns Bearbeidelse af den ældre Frostathingslov[4], og som ligeledes findes tilføiet flere gamle Haandskrifter fra det 14de Aarhundredes Begyndelse af Kong Magnus Lagabøters Landslov. Det er altsaa denne Christenret, som Kong Haakon og Erkebiskop Sigurd med de bedste Mænds Raad og Samtykke forordnede som den gjældende. Man bør dog ikke forstaa dette, som om Haakon og Sigurd have forfattet den fra ny af. Næsten alle dens vigtigere Bestemmelser findes allerede i den saakaldte Sverrers Christenret[5], et Udkast, som det lader, istandbragt, hvad det væsentligste Indhold angaar, i 1190 og da forelagt Kong Sverrer, Erkebiskop Erik og de øvrige daværende norske Biskopper[6]. Men dette Udkast er atter intet andet end en løs Sammenflikning af tvende ældre Christenretter, nemlig: den Gulathings Christenret, der udgjør Christendomsbolken i den ældre Gulathings-Lov[7], og en Frostathings-Christenret, hvilken sidste man igjen har al Grund til at antage for at være i Hovedsagen Erkebiskop Eysteins Guldfjæder, det vil sige: den nye Christenret, Eystein fik vedtagen i Thrøndelagen istedetfor den gamle, Olaf den Helliges, der fandtes indført i den Frostathings-Lovbog, som Kong Magnus den Gode lod skrive, og som kaldtes Graagaas[8]. Man maa udentvivl forklare sig dette indviklede Forhold paa følgende Maade. Kong Sverrer har i
Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/408
Denne siden er korrekturlest
