kunde saaledes blive staaende ved Magt, navnligen i Punkter af mindre kirkelig Vigtighed, naar de kun ikke paafaldende strede mod de i Frostathings-Christenretten opstillede væsentligere kirkelige Grundsætninger. Denne Christenret, der i det Hele maa kaldes maadeholdende hierarchisk, blev saaledes paa Kongens og Erkebiskoppens Foranstaltning gjort til et Slags Normal-Kirkelov for hele Norge.
Paa denne Maade bør man udentvivl i det Hele forklare sig Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds Virken for Kirkelovgivningen. Kongen har da i Kirkeloven stræbt at forberede og tilveiebringe den Eenhed, der vistok allerede foresvævede ham som ønskelig og udførbar med Hensyn til Landsloven i Almindelighed, og for hvis Gjennemførelse i denne Udstrækning han maaskee har tænkt sig den forbedrede Frostathingslov som den, der skulde danne Grundlaget. At vigtige Forarbeider til en saadan gjennemgribende Lovreform har været i Gang allerede under Haakons Styrelse, er sikkert; dens fuldkomne Istandbringelse var imidlertid forbeholden hans Søn og Eftermand.
Med Hensyn til Tiden, da Kong Haakon og Erkebiskop Sigurd gjorde hiin Anordning om Christenretten, synes een Omstændighed veiledende. I Frostathingslovens Christenret, saadan som den findes i Haakons forbedrede Frostathingsbog, omtales Jærnbyrd som endnu staaende ved Magt[1]. Men dette Beviismiddel blev, som før sagt, afskaffet af Kardinal Vilhelm i 1247. Hiin Bearbeidelse af Christenretten ligesom den hele Haakons Frostathingsbog maa følgelig være ældre end 1247, og dens Affattelse falder da sandsynligviis mellem 1240 og 1247; thi at den skulde have gaaet forud for Hertug Skules Død, er lidet rimeligt. I 1244 var Kongen hele Sommeren i Throndhjem[2] og da er muligen den forbedrede Frostathingsbog og med den Christenretten lovtagen paa Ørething eller Frostathing[3].
Under Sigurds Metropolitanstyrelse, indtraadte for første Gang det Tilfælde, at begge Islands Biskopsstole bleve besatte fra Norge og med Nordmænd, da de tidligere, som ovenfor er viist, ligefra Biskop Isleifs Tid, udelukkende havde været besatte ved Islændingernes eget Valg og med Indsødte. Denne Afvigelse fra den gamle Skik stod i nær Forbindelse med Kong Haakon Haakonssøns allerede fra hans tidligere Regjeringsaar af nærede Plan, at underkaste Island Norges Kongedømme, – en Plan, som de indre Feider mellem Øens
