Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/415

Denne siden er korrekturlest

villig at fratræde, da at suspendere ham uden Appel og forordne ham en duelig Medhjælper[1].

Gudmund oplevede dog ikke Udførelsen af denne pavelige Befaling. Allerede før den var udstedt, døde han i Hole den 16de Marts 1237, 77 Aar gammel, efterat have været Biskop i 34 Aar. Han havde altid sagt, at enhver christen Mand burde dø paa den bare Jord; overeensstemmende hermed blev han i sin Dødsstund lagt blottet paa en askestrøet Fjæl, og der udaandede han[2]. Vi have dvælet noget længer ved Biskop Gudmund Aressøns Levnet, deels fordi det i flere Henseender er betegnende for Tidsalderens Tænkemaade, deels fordi denne Mands mange Misgreb upaatvivlelig virkede sit til den islandske Kirkes paafølgende større Afhængighed af Moderkirken i Norge. Saa uskikket Gudmund havde vist sig til at føre den biskoppelige Styrelse, og saamange bittre Modstandere han ved sin uforstandige Færd havde vakt sig i og tildeels ogsaa udenfor sit Fædreneland, saa havde han dog vedligeholdt et Helligheds Ry lige til sit Sidste. Sighvat Sturlassøn og Kolbein Arnorssøn Unge havde begge været hans bittreste Fiender; men da det kom til Strid mellem dem, ønskede dog begge at have den hellige Mand i sin Flok, og Gudmund, som her ikke var sin egen Herre, men maatte vælge een af to, fulgte Kolbein. Dette Ry for Hellighed forøgedes, som sedvanligt i slige Tilfælde, efter hans Død, saaledes at han snart blev en sand Folkehelgen, hvis Undergjerninger fandt Tiltro ikke alene overalt paa hans Fædreneø, men ogsaa hos mange i Norge. I 1314 bleve hans Been optagne og skrinlagte som Gjenstand for offentlig Tilbedelse. Han var den tredie islandske Biskop, som nød denne Ære. Jon Øgmundssøn af Hole og Thorlak Thorhallessøn af Skaalholt havde nydt den før Gudmund[3]. Begge hine stode dog som Biskopper langt over denne.

Meget forskjellig fra Gudmund var hans Samtidige i Skaalholt, Biskop Magnus Gissurssøn. Denne var selv en rig Høvding og derhos hørende til en af sit Lands mægtigste Ætter. Han var bleven oplært af den hellige Thorlak, havde i 1201 været Gudmunds Medbeiler til Hole Stol og havde besøgt Rom i 1202. Da Magnus, efter at være bleven indviet i 1216 af Erkebiskop Guttorm[4], havde tiltraadt Skaalholts Støl, fulgte han ganske de tidligere islandske Biskoppers Adfærd, blandede sig ikke, ved at tage Parti, i nogen af

  1. N. Dipl. I. 14, 15.
  2. Om Biskop Gudmund se Finn Joh. hist. eccl. Isl. I. 335–361, efter Sturl. S. þ. 3–5 paa forskjellige Steder, og den vidtløftigere Biskop Gudmunds Saga. „Vir omnium judicio officio par, nisi id gessisset“ Finn Joh. l. c. 359.
  3. S. o. f. S. 163 og 292.
  4. S. o. f. S. 337.