med Edbrud, Løftebrud og al den Grumhed i Overfald, Ran, Drab, Mordbrand, Lemlæstelse, som utøilede indre Feider mellem stolte, herskesyge og underfundige Høvdinger i hine Tider naturligen medførte. Ved Siden af en forunderlig men derhos ubændig, sig selv fortærende Kraft aabenbarer sig en fast utrolig Sedernes Fordærvelse og Mangel paa sandchristelige Livsgrundsætninger; og man støder i hiin Saga, der stiller os saa mange Personligheder, og det ypperlig begavede Personligheder, for Øie, kun paa yderst faa, hvis Karakter og Vandel viser sig blot nogenlunde uplettet. Man føler, at man her læser en Fristats Historie, med hvis sande Frihed det i Grunden allerede er forbi, og hvis ydre Selvstændighed, fordi den ikke længer støttes af indre Orden, redelig Almeenaand og moralsk Kraft, raver sin Undergang imøde. En enig og fornuftig Samvirken af Kirkens Formænd, af de tvende Biskopper, kunde muligen endnu have stillet sig hemmende mod Fordærvelsen; men en saadan Samvirken, seer man, manglede. Biskop Magnus Gissurssøn døde den 14de August 1237. Der bemærkes om ham, at han var den sidste egtegifte islandske Biskop i det katholske Tidsrum[1].
Begge Islands Biskopsstole stode saaledes paa een Gang ledige. Begge de sidste Biskoppers Alderdom og tillige den enes, Gudmunds, Suspension havde foranlediget, at man allerede i deres levende Live havde været betænkt paa at udsee enhver af dem en Efterfølger. Man havde i 1236 til Skaalholt valgt Magnus Gudmundssøn, til Hole Bjørn Hjaltessøn, og begge havde samme Aar i hinandens Følge begivet sig til Norge, for at erholde sit Valgs Stadfæstelse og derpaa sin Indvielse af Erkebiskoppen[2].
Ingen af dem kom imidlertid til at opnaa dette. Beslutningen til en Forandring i de islandske Biskopsstoles Besættelsesmaade synes nemlig nu at være kommen til Modenhed, og at være fremskyndet ved de Planer til Islands Indordning under Norges Kongedømme, hvilke meer og meer havde udviklet sig hos dette Riges Styrere.
Tanken om at lægge Island under Norges Kongedømme opstod først hos Skule Jarl i de første Aar af Haakons Styrelse. I Aarene 1217 og 1218 havde paa Islands Sønderland adskillige Voldsomheder været øvede af de mægtige Oddverjer, Efterkommere af Sæmund Sigfussøn i Odde, imod norske Kjøbmænd, i Anledning af Fornærmelser, der vare tilføiede en af hiin Æt i Bergen. Over disse Voldsgjerninger blev Skule saa forbittret, at han havde i Sinde at sende en Hær til Island. Dette Forsæts Udførelse blev afvendt ved den mægtige islandske Høvding, Sturlungen Snorre Sturlassøn, som paa den
