Kongedømmets Sag, maa rimeligviis have forekommet Haakon tvivlsomt, ligesom maaskee Erkebiskop Sigurd paa sin Side har fundet dem mindre skikkede til at gjenoprette Orden og Tugt i det for Tiden sterkt rystede islandske Kirkevæsen. I ethvert Fald tilbød sig nu en gunstig Leilighed til, ved en ny Besættelse af de islandske Biskopsstole at see baade det norske Kongedømmes og den nidarosiske Erkestols Fordele paa Island ret kraftigen iagttagne; og dette har man haabet bedst iverksat ved at indtrænge norske Mænd til Biskopper i de tvende udvalgte Islændingers Sted, for derved at fjærne de engere fædrelandske Følelser, som muligen hos disse sidste kunde gjøre sig gjældende. Heri kan man saaledes antage, at Kongen og Erkebiskoppen have rakt hinanden Haanden, om end den sidste maatte være den, som her optraadte handlende.
Paaskud til at underkjende de tvende Biskoppers Valg, og i det Hele til at gjøre en Forandring i den Maade, hvorpaa Biskopperne hidtil vare valgte paa Island, manglede ikke. Først, hvad Magnus Gudmundssøn angaar, da var han valgt i Magnus Gissurssøns levende Live, vistnok, som det lader, paa dennes Anbefaling, men dog, saavidt skjønnes, uden at Magnus Gissurssøn forud havde erholdt høiere (Erkebiskoppens eller Pavens) Tilladelse til at fratræde sit Embede; heri laa en canonisk Mangel ved Magnus Gudmundssøns Valg til Skaalholt. Dernæst fandt, hvad Bjørn Hjaltessøns Valg til Hole angaar, utvivlsomt derved en lignende Mangel Sted. Biskop Gudmund var vel af Erkebiskoppen suspenderet, og Hole Biskopsstol saaledes paa en Maade ledig, men Erkebiskoppen havde, da Bjørn valgtes, ganske vist ikke givet Befaling til noget nyt Valg, og kunde ikke heller vel dette, da han først en god Stund efter kan have modtaget Pave Gregorius IXs ovenomtalte Brev af 11te Mai 1237, hvorved han formelig befaledes at suspendere Gudmund og forordne ham en Eftermand; Bjørns Valg var af denne Grund ogsaa at agte for uregelmæssigt og ugyldigt. Endelig var overhovedet den hidtil paa Island brugelige Valgmaade efter de nyere kirkelige Anskuelser ucanonisk. De to islandske Biskopper valgtes, som allerede oftere antydet, hver af sit Biskopsdømmes Presteskab og Bønder i Forening, dog saaledes, at de verdslige Høvdinger, hvad tydeligt sees, derved vare de egentlig raadende og gjorde Udslaget, – noget der faldt ganske naturligt under en Statsforfatning som Islands. Men dette var i aabenbar Strid med Pavens og den canoniske Rets Bud, som indskjærpede, at ved Biskoppernes Valg ingensomhelst verdslig Myndighed maatte indblande sig, eller gjøre sig gjældende.
Man kunde nu tænke sig Valgmaaden canonisk ordnet paa tre Maader: – enten saaledes, at et Domkapitel af Chorsbrødre eller
