Erkebiskoppen havde ifølge sit Embedes Skyldighed strengeligen forbudt dette. Men mange Prester søgte en tom Undskyldning for sin Synd deri, at Pave Adrianus, den Gang Biskop af Alba, da han opfyldte en Legats Forretninger i Norge, skulde have tilladt saadant; og skjønt de ikke kunde fremlægge noget Dokument af ham for denne Sag, saa vilde de, idet de paaberaabte sig den længe hevdede Sedvane, heller gaa til Grunde i Fordærvelsen end adlyde. Paven erklærer, at Varigheden ikke formindsker men tvertimod forøger Synden; og han forordner Erkebiskoppen at see denne Misbrug udryddet, og mod dem, der vise sig gjenstridige, anvende Kirkens Straf[1]. – At Kardinal Nikolaus af Alba under sin Legation i Norge ikke indførte Geistlighedens Cølibat eller fik nogen Lov desangaaende drevet igjennem, er sikkert. Uvissere er det derimod, om han virkelig skulde have ved nogenslags formelig Dispensation tilladt de norske Prester Egteskab[2]. Dette synes altfor meget stridende mod hans Stilling i den romerske Kirke, hvor Geistlighedens Cølibat allerede dengang var ved Lov paabudet, og desuden mod hans egen hierarchiske Karakter. En anden Sag er det derimod, at han har fundet sig i, at lade en Tilstand for det første vedblive, som han efter de i Norge bestaaende Forholde rimeligviis fandt det umuligt for sig strax at bortrydde. Hans Lemfældighed i denne Henseende har det norske Presteskab ikke undladt at fortolke som en Dispensation, og denne Anskuelse har vundet Hevd, da, som det lader, intet Pavebud i Mellemtiden havde indskjærpet den norske Geistligheds Cølibat, og de norske Biskopper ikke havde trængt paa dets Indførelse. Men ihvorledes end dette har forholdet sig, saa var nu, ved det her omhandlede Pavebrev, Cølibatsbudet bestemt udtalt særligen for den norske Prestestand, og ethvert Paaskud for de norske Presters Egteskab for Fremtiden afskaaret. At Cølibatsbudet har givet Anledning til iøinefaldende voldsomme Optrin inden den norske Kirke, findes ikke omtalt; rimeligviis er det lempeligen og langsomt drevet igjennem. Maaden hvorpaa det sattes i Kraft beroede naturligviis meget paa de enkelte Biskoppers større eller mindre Iver for Sagen. Biskop Henrik af Hole tog den f. Ex. saa alvorlig, at han omtrent tyve Aar efter det omtalte Pavebrevs Udstedelse kun med stor Vanskelighed vilde tillade en gift Prest at betræde Hole Kathedralkirke[3]. De fordærvelige Følger med Hensyn til Presteskabets Sedelighed undlode forresten ligesaalidet i Norge som andensteds at yttre sig.
Ved tvende Breve af samme Dag som det sidstnævnte stadfæstede Pave Gregorius, paa Erkebiskop Sigurds Forlangende, alle de Friheder og Immuniteter, som af hans Forgjænger Adrian IV og andre ro-
