Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/434

Denne siden er korrekturlest

Forestillinger, er bleven af Paven overført til Nidaros’s Erkebiskop og Kapitel.

Sørle kom i 1253 tilbage til Norge og tog Erkesædet i Besiddelse. Samme Aar bekræftede han, som virkelig Erkebiskop, den Gave, han som udvalgt havde skjænket til Chorsbrødrenes fælles Bord i Nidaros[1]. Som nærværende og samtykkende nævnes i det derom udstedte Brev femten Chorsbrødre med Erkepresten (Archipresbyter) Ottar i Spidsen. Nidaros’s Kapitel har altsaa allerede den Gang været et sterkt besat Collegium.

Den omtalte Besættelse af Hamars Biskopsstol ved Broder Peter var forbunden med Omstændigheder, der kaste Lys over Forholdet mellem denne Biskopsstol og Oslos. Da den oftere nævnte Biskop Paal var død i 1251[2], skred Hamars Kapitel til at udnævne ham en Eftermand. Valget faldt paa een af dets egne Chorsbrødre, hvis Navn ikke vides, men som formedelst en eller anden canonisk Mangel ikke blev virkelig valgt, men kun foreslaaet for Paven eller postuleret. Ved denne Handling havde imidlertid Kapitelet forseet sig paa to Maader. Det havde undladt at tage Oslos Biskop og Kapitel med paa Raad ved Valget, hvilket, ifølge disses Paastand „efter gammel, hevdet og hidtil ubestridt iagttagen Sedvane“, burde have været gjort; og de havde forsømt at indhente Kongens Samtykke til Valget, hvilket denne fordrede. Paven forkastede den af Kapitelet postulerede Biskop, uvist paa hvilken Grund, men neppe paa nogen af de nævnte; – og han befatte af egen Magtfuldkommenhed, ved den saakaldte Provision, Biskopsstolen med den ovennævnte Prædikebroder, Peter. Alligevel indkom Oslos Biskop og Kapitel med Klage til Kurien over den Tilsidesættelse af deres Ret, hvori Hamars Kapitel havde gjort sig skyldig, og hvori de frygtede et Præjudicat for Fremtiden. Kongen paa sin Side lagde ogsaa Kapitelet for Had, da han fandt, at det havde gaaet hans Ret for nær; og han kunde heri paaberaabe sig Eidsivathings Christenret, i hvilken det udtrykkelig siges: „den skal være Biskop til Stolen (Hamars Stol), som Kongen vil, og som hertil er ret valgt“[3]. Pave Innocentius laante forsaavidt Orde til Oslos Biskopsstols Klage, at han ved Brev af 23de October 1253 erklærede, at den stedfundne Postulation og Provision ikke i nogen Maade skulde være den osloske Kirkes Ret til Præjudice i Fremtiden[4]. Hvad derimod den mellem Hamars Kapitel og Kongen indtraadte Spending angik, da fandt Paven, paa Kapitelets Forestilling, at han maatte tage dette i Forsvar. Ved Brev af 2den Januar 1254 tilkjendegav derfor Innocentius Biskop Peter af Hamar, at han paa ingen Maade

  1. Norsk Dipl. III. 6.
  2. Isl. Ann. 120.
  3. N. g. L. I. S. 401.
  4. Norsk Dipl. I. 37.