Efter den unge Kong Haakons Død sluttede Erkebiskop Einar sig til Kong Magnus med det samme inderlige Venskab, som han ser havde baaret for dennes Broder. Med den gamle Konge stod han derimod undertiden paa en noget spendt Fod. Paa den ene Side kan det vel hende sig, at Kongen har fundet hans Forkjærlighed for sine Sønner noget vidtdreven, – at han har mistænkt Erkebiskoppen for herunder at skjule egennyttige hierarchiske Hensigter; paa den anden Side fandt rimeligviis Erkebiskoppen sig undertiden noget indskrænket i, hvad han ansaa for sit lovlige Omraade, ved den gamle Konges myndige Adfærd. Haakons Begreber om Kongedømmets Forhold til Landskirken havde vistnok et sterkere Anstrøg af Sverrers Grundsætninger, end som vel kunde hue en Erkebiskop med Einars, utvivlsomt meget kraftige, Karakter; hvorimod denne hos de unge Konger, og især vel hos den blide, forstandige, fredelskende Magnus, har sporet Tilbøielighed til at komme Kirkens Ønsker imøde i Alt, hvad Tidsaanden syntes at fordre, og Kongedømmets Verdighed paa nogen Maade kunde indrømme. Haakon var opvoxen og havde henlevet hele sit tidligere Liv under Forholde, der havde gjort ham det nødvendigt, at see Geistligheden skarpt paa Fingrene. Han havde i en stor Deel af sin Styrelsestid maattet betragte Biskopperne og Kirkens Overhoveder som sin Æts naturlige Fiender. Han havde endelig i den senere Tid været vant til at begunstiges i hvi Grad af den romerske Stol, især af Pave Innocentius IV, endogsaa i Tilfælde, hvor det gjaldt Hierarchiets Sag, og hvor Biskopperne skulde synes at kunne vente Pavens kraftige Understøttelse imod Kongen for at drive fine hierarchiske Planer igjennem. Alle disse Omstændigheder maatte nødvendig samvirke til at give hans hele Styrelsesvirksomhed et vist Præg af Modstræben ligeover for Kirkens, af Tidsaanden begunstigede, Krav paa Selvstændighed og Uafhængighed af den verdslige Statsmagt. Kirken havde paa den anden Side, endog under Haakons opmærksomme og iversyge Indseende, gjort saa sikkre og store Fremskridt imod hiint Maal, at det for Tiden var vanskeligt eller snarere umuligt at tvinge den tilbage paa dens gamle Standpunkt af Underdanighed mod Kongedømmet. Dette fordrede vistnok heller ikke Haakon i fuld Udstrækning; saa blind for Tidens Fordring var han ingenlunde. Men enhver Indrømmelse, den være sig udtrykkelig eller stiltiende, fremkaldte hos ham en vis Følelse af Uvillie, som ikke engang Overbevisningen om dens Nødvendighed ganske formaaede at undertrykke. Saaledes kan man let skjønne, at en Spending kunde opstaa mellem ham og Erkebiskop Einar, om han end hos denne erkjendte baade Hengivenhed for Kongeætten og sandt Fædrelandssind.
Sterkest fremtraadte denne Spending ved Besættelsen af Hamars
