Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/46

32

Første Tidsrum

Lærere, indkaldte og understøttede af Norges egne Konger, der selv havde modtaget Christendommen i England, kom den bremiske Missionsvirksomhed i Forkjøbet. Denne Omstændighed tilintetgjorde nu vist nok ikke den bremiske Kirkes, efter Tidens Begreber, lovligen (ved Pavebud) erhvervede Metropolitanhøihed ogsaa over den norske Kirke; men ligesom denne maatte føle sig den bremiske Kirke mindre forbunden, da den i Virkeligheden ei herfra var stiftet, saaledes maatte det paa den anden Side være den bremiske Kirke af Vigtighed at sammenbringe alle mulige Skjel, som kunde vise, ikke alene at dens Metropolitanmyndighed over den norske Kirke var lovlig (thi dette kunde neppe benegtes), men ogsaa at den var fortjent. Paa den Tid da Adam og hans Scholiast skrev, eller nys forud, nemlig under Erkebiskop Adalbert (1043–1072), havde just fra den norske Konges (Harald Haardraades) Side Uvillie viist sig til at erkjende hiin bremiske Metropolitanmyndighed, udentvivl for en stor Deel paa Grund, af at de sande historiske Forholde stillede den norske Kirke den engelske langt nærmere end den bremiske. Intet Under derfor, om den sidstnævnte Kirkes Historieskrivere lagde Vegt, og det en overdreven Vegt, paa den Smule Missionsvirksomhed med Hensyn til Norge, som den bremiske Kirke i sin Tid havde havt Anledning til at udvise. At Scholiastens Ord have en polemisk Tendens mod den engelske Kirkes Virksomhed i Norge, ligger klart for Dagen; og det synes, at han ved at fremhæve de bremiske Bestræbelser – endogsaa stærkere end Adam selv har gjort – vil forsvare den bremiske Kirkes Fremgangsmaade, nemlig at ville paatvinge Norge sin Metropolitanmyndighed i videste Udstrækning, i det han fremstiller den engelske Kirkes Virksomhed som en blot Indhøsten af den bremiske Kirkes møisommelige Udsæd. Paa Grund af disse ubestridelige Forhold, bør man udentvivl ikke lægge saa stor Vegt paa ovennævnte tydske Vidnesbyrd, at man deraf, under vore egne Kildeskrifters Taushed, skulde slutte til en i Viken fra Bremen af over Danmark, endog blot i sine første Grundtræk, organiseret norsk Kirke, ældre end den af de norske Konger ved engelske Geistlige stiftede almindelige norske Kirke. Det sande Forhold i denne Sag kan maaskee med faa Ord angives som følgende: den tydsk-bremiske Kirkes umiddelbare og middelbare Virksomhed i Norge strakte sig kun til enkelte spredte Omvendelser eller snarere Omvendelsesforsøg i Viken, men det lykkedes den ikke der at danne noget egentligt kirkeligt Samfund; hvorimod Christendommen i hele Norge, baade hvad Folkets stadige Omvendelse og hvad det kirkelige Samfunds Stiftelse angaar, udelukkende udgik fra England;