viis høitideligen indviet (consecratus) af sin Metropolitan paa Tid og Sted, som denne bestemte, og i Overvær af mindst tvende Biskopper af samme Provins. Først efter at dette var skeet, kaldtes han: Biskop (episcopus); indtil da blot: udvalgt Biskop (electus eller postulatus, i det gamle norske Sprog biskupsefni d. e. Biskopsemne). Fra hans Indvielsesdag regnedes hans Biskopsdømmes-Aar.
Der fandtes, som allerede forhen yttret[1], ikke ved alle Biskopsstole i den norske Kirke, eller Nidaros’s Provins (provincia Nidrosiensis), som den nu i Kirkesproget kaldtes, Domkapitler. Dette var kun Tilfældet ved de fem i selve Norge, samt ved Orknøernes og Suderøernes; derimod ikke ved de to islandske, den grønlandske og færøiske. Men med Hensyn til disse bragtes dog ogsaa Biskopsvalget efterhaanden i et Slags canonisk Orden, idet nemlig Nidaros’s Metropolitankirke og dens Kapitel tilvendte sig samme. Vi have seet, hvorledes dette gik til med de islandske Biskopsstole henimod Midten af det 13de Aarhundrede. Med den grønlandske og færøiske er det udentvivl indtraadt tidligere og strax efter Erkestolens Oprettelse. Hvad den færøiske angaar, finder man dog, at der senere, som paa sit Sted bliver at omtale, opkom Tvist mellem Erkestolen og Bergens Biskopsstol, der ogsaa gjorde Paastand paa Valgretten.
Alle de fem Domkapitler i selve Norge dannedes af saakaldte Canonici sæculares, det vil sige: Medlemmerne vare Verdsliggeistlige, ikke Klostermænd af nogen vis Munkeorden. De kaldtes almindeligst Chorsbrødre (korsbrœðr) og havde sit Underhold deels af visse Kapitelet tillagte Præbender eller Prestekald, som de bestyrede enten personligen eller ved Vikarier, deels af det saakaldte Fællesbord, mensa communis, hvilket var udstyret med ikke ubetydelige Ejendomme, deels endelig af en vis Andeel af det til Kathedralkirken faldende Offer. De havde sine særegne Boliger i Nærheden af Kathedralkirken. Deres Antal var forskjelligt ved de forskjellige Kirker og til forskjellige Tider; det afhang nemlig meget af de tilliggende Præbenders Mængde og Rigdom. Nidaros’s Kapitel sees saaledes i 1253 at have havt i det mindste 15 Chorsbrødre[2]; i dets største Velmagt henimod Reformationen skal det have havt 24[3]. Bergens Kapitel havde 12 Chorsbrødre[4]. Antallet ved de øvrige tre Kathedralkirker i Norge kjendes ikke, men formodes ligeledes at have været 12[5]. De fornemste Medlemmer af Domkapitlerne vare andensteds: Provst (præpositus), Erkedegen (Archidiaconus), Erkeprest (Archipresbyter), Dekan (Decanus), og Sanglærer (Cantor), hvilke ansaas paa en Maade for Kapitlets Embedsmænd
