med andre Ord: den norske Kirke var heel og holden en Datter af den engelske.
Vi have nu omhandlet Christendommens Nærmelse til Norge fra syd af og den Virksomhed, som spores fra tydsk-dansk Side for dens Indførelse i Landet, – en Virksomhed, som vi have maattet erklære for ubetydelig, og i dens Følger saa at sige umærkelig. Vi skulle nu vende os mod den Side, hvorfra, som vi allerede have yttret, Christendommen virkelig indtrængte i Norge, mod England.
England, det vil sige, den af Angel-Saxerne dannede Stat i Britannia, modtog, som allerede forhen berørt, Christendommen ved Aar 600, ikke fra de christne og tildeels romaniserede Britter, som Angelsaxerne overvandt og underlagde sig, men umiddelbart fra Rom ved Augustins Mission, som Pave Gregorius den Store (590–604) foranstaltede.
Christendommen blev indført hos Angelsaxerne med megen Lemfældighed. Man har endnu bevaret Pave Gregorius’s Forskrifter til Augustinus, hvilke aande Mildhed og Overbærenhed, men derhos stor Klogskab og Menneskekundskab. Blandt andet fraraades en voldsom Forstyrrelse af de hedenske Templer og Offerskikke, hvorimod man, hvor det paa nogen Maade lod sig gjøre, skulde indvie Templerne til Kirker og forandre Offergjestebudene til christne Festmaaltider. Hedningerne skulde saaledes ikke voldsomt rykkes bort fra gamle Sedvaner ind i noget Nyt og for dem ganske Fremmet, men saa at sige lokkes til Christendommen ved at see denne øvet paa Steder, som allerede for vare dem hellige, og under Former, der saa lidet som muligt afveg fra dem, rinder hvilke de vare vante til at dyrke sine Guder[1]. Denne forsigtige Fremgangsmaade bar ogsaa herlige Frugter. Den skabte vel ikke strax store Skarer af Christne i Navnet, men vist nok i Løbet af een Menneskealder desto flere sande Om-
- ↑ „Man skulde ei ødelægge Folkets Afgudshuse, men blot tilintetgjøre Gudebillederne i dem, siden rense dem med Vievands Besprængelse, bygge Altere i dem og henlægge deri Relikvier. Man kunde da benytte dem som Kirker; thi Almuen vilde helst komme sammen paa de Steder, hvor den tilforn var vant at forsamles“; ligeledes heder det: „Da Folket havde været vant til at slagte en Mængde Oxer som Offer til sine Guder, saa skulde denne Skik forvandles til en christelig Festlighed. Folket skulde nemlig paa de hellige Martyrers Høitidsdage samles ved Kirkerne og der slagte Dyr og holde religiøse Gjestebude til den sande Guds Ære“. Beda hist. eccl. I. 30.
