Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 1.djvu/48

34

Første Tidsrum.

vendte. Den angelsaxiske eller engelske Kirke blev snart berømt for den i samme raadende christelige Aand og for sine baade nidkjære og efter Tidens Forholde oplyste Lærere. Førend eet Aarhundrede var henledet efter dens Grundlæggelse, kunde den allerede udsende Lærere til Evangeliets Forkyndelse blandt Hedningerne. Saaledes prædikede Angelsaxeren Vilibrord ved Aar 690 blandt de hedenske Friser og vovede sig endog ind blandt de nærboende Daner, skjønt uden hos disse at kunne udrette noget til Christendommens Samme. Og næsten ved samme Tid kunde den engelske Kirke opvise et Medlem som Beda den ærværdige (f. 672 † 735), der endnu i mange Aarhundreder efter sin Tid agtedes af fast hele det christelige Europa for et sandt Lys i Gudsfrygt og Lærdom. I Forbindelse med den Lemfældighed og Forsigtighed, med hvilken Christendommen indførtes blandt Angelsaxerne, stod udentvivl den Agtelse og Opmærksomhed, som af Geistligheden vistes Folkets Sprog. Det Oldengelske eller Angelsaxiske har nemlig en heel Literatur, og det en ganske rig Literatur at opvise, ikke alene af verdsligt – poetisk, juridisk og historisk – Indhold, men ogsaa af theologisk. Den sidste Retning i Literaturen er endogsaa den forherskende; den har frembragt bibelske Digtninger (Kædmons Parafras af Bibelen) og en stor Mængde homiletiske Arbeider. Alt viser, at den angelsaxiske Lærerstand ikke forskjød sit Modersmaal for det egentlige Kirkesprog, Latinen, men holdt det første i fuld Agt og Ære ved Siden af det sidste. Vi bør lægge Vegt baade paa denne Lemfældighed ved Christendommens Indførelse og paa denne i hine Tider hos Geistligheden sjældne Agtelse for Modersmaalet. Begge Dele have ganske vist yttret sin Indflydelse paa Norge. Spor af hiin i Traditionen nedarvede Lemfældighed see vi udentvivl i Haakon den Godes ovenfor beskrevne Fremfærd ved sin rigtignok mislykkede Christendomsforkyndelse blandt Nordmændene, og desuden i mange Bestemmelser i de ældste norske Kirkelove; – og Agtelsen for Modersmaalet gik ganske over paa den norske Geistlighed, og øvede saaledes en kraftig Medvirkning til den oldnorske Literaturs Blomstring i Middelalderen. Et Fænomen som det sidste aabenbarer sig hverken hos Danerne eller Svearne, hvilke begge nærmest modtoge sin Christendotn fra Tydskland. Dette er en Kjendsgjerning, som man aldrig formeget kan fremhæve. At forresten den daværende engelske Kirke, uagtet dens erkjendte strænge Rettroenhed, i Hovedsagen var behæftet med de samme Mangler, med de samme Overtroens Udvexter som dengang betegnede den romerske Kirke i dens Almindelighed, staar ikke til at negte; – netop deri laa jo for største Delen dens saakaldte Rettroenhed. Kun fortjener det at bemærkes, at den geistlige og den verdslige Virksomhed