han sig udentvivl efter Nordmændenes raadende Anskuelse, at kun den kongebaarne dertil var berettiget. Men han styrede med fuld kongelig Myndighed og ubestridt Enevælde hele den Deel af Landet – den nordlige og vestlige, eller Frostathingslagen og Gulathingslagen – som dannede hans egentlige Rige. Ogsaa over de oplandske Fylkeskonger, ja endog over Viken har han rimeligviis mod Slutningen af sine Dage udstrakt sin Overhøihed.
Alligevel stod hans Magt for et brat Fald. Saa elsket og beundret han under sin tidligere Styrelse havde været af Nordmændene, saa hadet blev han mod Slutningen for sin Haardhed og Usedelighed. Den sidste drev ham til Voldsgjerninger, som vakte en almindelig Opstand blandt Thrønderne, der før havde været hans fornemste Støtte. Han havde nys hørt om Olaf Tryggvessøn, om hans Heltegjerninger og Navnkundighed i Vesten. Han frygtede i ham en farlig Medbeiler til Norges Rige og havde oplagt underfundige Raad for at rydde ham af Veien. Men just som Olaf, hidlokket, efter Sagaernes Beretning, ved hans listige Anslag, kom til Norge, hvor Haakon havde beredt ham Døden for Morderhaand, brød Thrøndernes Opstand ud i fuld Lue. Jarlen, omringet paa alle Sider af rasende Fiender, maatte søge at redde sit eget Liv. Han flygtede ene med sin Træl, Kark, til sin Frille Thora paa Rimuld i Gauldalen og fandt ved hendes Hjælp Skjul i et opgravet Hul under hendes Svinesti; men her blev han dræbt af sin Følgesvend. Sagaerne give en udførlig Skildring af hans sidste Øieblik, – en Skildring, som vel i enkelte Dele kan være noget udsmykket, men som visselig i sine Hovedtræk er ligesaa sand som den er gribende. Haakon Jarl var otte og femti Aar gammel da han faldt. Han var den sidste Asadyrker, som styrede Norge, og han er selv et træffende Billede af Asatroen i dens Fald. Kraftig i Aand som i Legeme, uovertruffen i Tapperhed, uden Jævnlige blandt sine Samtidige i Klogskab, saa fast i sin blinde Fortrøstning til sine Guder, at han under Jomsvikingeslaget kunde offre dem sin egen Søn for Seier, – overvældedes han dog til Slutning af sit Folks velforskyldte Had, hildedes i sine egne underfundig udkastede Snarer og fandt en skammelig Død. „Men – siger Sagaen – den Tid var ogsaa nu kommen, da Blot og Blotmænd skulde fordømmes, og den hellige Tro og den rette Gudsdyrkelse komme i Stedet“.[1]
Som vi i Haakon Jarls Færd under hans hele Landsstyrelse see en fortvivlet Stræben efter at opretholde den i sit Indre svækkede og udenfra truede Asatro, saaledes aabenbarer sig i Olaf Tryggvessøns Færd ligefra hans Daab af en brændende Iver for Christendommens Udbredelse blandt hans Landsmænd, en Iver, der øiensyn-
- ↑ Sn. Ol. Tr. S. c. 56.
