veielse frit at gjøre sit Valg. Naar de da mindedes og levende stillede sig for Øie, paa den ene Side det synlige Held, som stadigen havde ledsaget Olaf i hans kraftige Optræden for Christi Sag, og paa den anden Side det mislykkede Udfald af Asadyrkernes afmægtige Modstand, hvilket kastede en Skygge paa Aserne selv; – naar de da desuden, hvor Leilighed dertil gaves, hos Presterne og de bedre Underrettede søgte og erholdt de Oplysninger om den nye Tro, den Underviisning i dens Hovedlærdomme, som de for manglede; – saa kunde Valget hos de forstandigere og mindre forhærdede ikke være saa vanskeligt, og det kunde ikke feile, at Mængden af de Vaklende maatte efterhaanden af indre Tilskyndelse om end ei altid med klar Erkjendelse tilegne sig den Tro, til hvilken de ved Daaben sig selv ubevidste vare kaldede. De som faldt tilbage til Hedendommen var da kun de mest forhærdede Asadyrkere og de Svage og Ukyndige af Mængden, som blindt hen fulgte deres Exempel. Hine Forhærdede kunde nu vist nok igjen frit reise sine Altere og øve sine Blot; men hvad skeet var kunde de ei igjen gjøre uskeet, og ei kunde de hverken hos sig selv eller hos sine Tilhængere udslette Mindet om det Nederlag, Aserne havde lidt i Kampen mod Olaf som Christi Forkynder. Deres Tro paa Aserne maatte nu være fuld af Tvivl, og deres Virken for den en magtesløs Famlen, der hverken var sig sit Øiemed eller sine Midler ret bevidst.
Saaledes frembragte den roligere Eftertanke overhovedet en Sondring af de i hinanden blandede christelige og hedenske Elementer, der efter Olaf Tryggvessøns Omvendelsesverk fandtes hos Nordmændene. Men dette var til Christendommens eget store Gavn; det var nødvendigt for dens Fremme. Nu, da intet ydre Tryk længer fremkaldt et hykklet Skin, viste sig først klart hos hvem de christelige Elementer havde vundet Overhaand, og hos hvem de hedenske herskede med Enevælde. Havde end denne frivillige Sondring kommet til at udvise, at Tallet og Magten endnu var paa Hedendommens Side, saa vilde dog den Fordeel være vunden, at de Christne kjendte, hvo der hørte til deres Samfund og hvo der vare deres Fiender. Kampen mellem begge Partier kunde blive aaben og ærlig, og under Toleransens Skjold maatte da ligefuldt Christendommen ved sin indre Kraft snart vinde Bugt med sin mandsterkere Modstander. Men nu er det høist tvivlsomt, om engang Forholdet var saa gunstigt for Hedendommen. Den senere Historie viser, at i de Dele af Landet, hvor Folket ved Olafs Bestræbelser havde modtaget Daaben, der var Frafaldet ikke paa noget Sted almindeligt, og kun paa faa Steder betydeligt; og om man end medregner de Landsdele, hvorhen Christendommen endnu slet ikke var fremtrængt, saa havde neppe endda Hedningerne i Tallet nogen afgjort
