for Tankerne, at han som Christen var ledsaget af Guds Engle, ligesom medens han var Hedning af sine fra Nornerne udsendte Følgeaander (Fylgier, Diser), at han skulde henvende sig i Bønnen til Christus, og at hans Ve og Vel stod i Guds Haand; heraf sammensatte han, vist nok i god Tro, og saa godt som han kunde, sin christelige Trosbekjendelse. Som det gik ham, gik det sikkert mange andre nyomvendte Hedninger, at de, paa Grund af en mangelagtig og uklar Undervisning i Christendommens Hovedlærdomme, skabte sig selv en Christendom, der paa en Maade fyldestgjorde deres Aands religiøse Trang, indtil en renere og fuldstændigere Oplysning indgaves dem.
Et andet Exempel afgiver Islændingen Thormod Kolbrunarskald. Han var christnet, var Olaf Haraldssøns Hirdmand og stod sig vel hos Kongen; men han var af et uroligt, voldsomt Sind og i mange Maader endnu en Hedning i Aand og Tankeretning, skjønt det vist aldrig kom ham i Hu at forkaste den Tro, han i Daaben havde modtaget, og som laa hans elskede Herre og Konge saa meget paa Hjerte. Thormod havde engang, da han beredte sig, til at hevne sin Fostbroders, Thorgeir Haavardssøns Drab, gjort det besynderlige Løfte, at hvis Hevnen lykkedes, da skulde han faste ni Søndage og æde Kjød ni Fastedage eller Fredage. Muligen har han ifølge sine forvirrede, halv hedenske Begreber tænkt sig, at da den forestaaende Hevngjerning, hvortil han efter sin hedenske Æresfølelse fandt sig forpligtet, var en uchristelig Handling, til hvilken han ei kunde vente sig Christi Hjælp, faa maatte han, for at den skulde lykkes, love netop en Overtrædelse af den christelige Ceremonilov, for derved i det enkelte Tilfælde at erholde Bistand af de onde Magter, som han i Daaben havde afsvoret. Ihvad han nu har tænkt sig, – Hevnen lykkedes, og Løftet skulde han som ordholden Mand opfylde. En Fredag kort før Kong Olafs Fald mindedes Thormod, der fulgte Olafs Hær, at han ei endnu ganske havde fuldkomnet sit Løfte. Han løb hen til en Kok, som just var i Færd med Madlavning, greb fra ham en Pølse og aad Halvdelen. Kokken sagde, at Kongen ei vilde synes om hvad han der gjorde. „Ofte – svarede Thormod – gjøre vi andet end Kongen vil, stundom veed han det og stundom ikke“. „Men – sagde Kokken – for Christ kan du ikke skjule det“. „Det er heller ikke min Hensigt; – svarede Thormod – men er der ikke meer i Veien mellem Christ og mig, end den halve Pølse, blive vi vel forligte“[1].
Her viser det sig, hvor underlig forvirrede Begreber, de nye Christne kunde nære i Trossager, baade i de vigtigere, som rørte selve Christendommens Aand, og i de mindre vigtige eller snarere Troen selv uvedkommende, men paa hvilke dog Datidens Christenlærere lagde en
- ↑ Fostbr. S. c. 47: mindre Ol. Hel. S. c. 83.
