stand og lovede ham Lydighed. Kongen omvendte nu hele Folket til Christendommen, satte Lærere blandt dem og lod Kirker bygge og indvie. Forresten for han ogsaa her frem med sin sedvanlige Strenghed. Ølver erklærede han for at være ugild (falden paa sine Gjerninger) og lagde al hans Eiendom under sig; af de andre, som tyktes ham mest skyldige, lod han somme dræbe, somme lemlæste, og somme drev han af Landet eller tog store Bøder af dem[1].
Man seer af det Fortalte, at i det nordlige Norge havde Tilbagefaldet til Hedendommen været alvorligt og vist nok alvorligere end i nogen anden af Olaf Tryggvessøn christnet Deel af Landet. Alligevel havde det ikke været ganske almindeligt, ikke engang paa Haalogaland, hvor flere af de mægtigste Høvdinger, som vi have seet, strax erklærede sig for Kongen, og følgelig neppe kunne have været saa ganske frafaldne Christentroen, og hvor ingen væbnet Modstand reistes. Med Indthrønderne forholdt det sig desuden paa en egen Maade. Deres Frafald var lønligt; de vilde ikke selv være det bekjendt, og det var, som det synes, først paa den Tid netop blevet saa almindeligt paa Grund af Uaaret, hvilket Bøndernes Overtro tilskrev de gamle Guders Vrede, den de nu ved hemmelige Blot vilde formilde. Heller ikke i disse nordlige Landsdele var altsaa den engang indførte Christendoms Lys ganske udslukket, heller ikke der havde noget egentlig voldsomt Tilbagefald fundet Sted, som lagde Olafs Bestræbelser kraftige Hindringer i Veien; og Sagaernes Fremstilling udelukker ingenlunde Formodningen om, at den Hedendom, som Olaf der udryddede, for en stor Deel bestod i hedensk Overtro, der havde indsneget sig i den unge ubevogtede Christendom, uden at denne derfor var ganske opgiven.
Christendommen var saaledes afgjørende grundfæstet i hele det nordlige Norge, og Olaf kunde nu med mere Kraft og Sikkerhed igjen tage Omvendelsesverket fat paa Oplandene. Kongen tog denne Gang en anden Vei hid end tidligere. Han for nemlig om Sommeren 1021 over begge Mørefylkerne og om Høsten ind i Raumsdalen. Der forlod han sine Skibe og drog med Biskop Sigurd og en betydelig væbnet Magt over Fjeldet til Gudbrandsdalene. Ingen Deel af Oplandene havde været mindre paavirket af Christendommen end denne, og Olaf maatte her vente sig en kraftig Modstand af Asadyrkerne. Men paa den anden Side havde heller ikke Ophidselsen mod Olaf for hans Fremfærd mod Fylkeskongerne naaet derhen. Gudbrandsdalene stode nemlig endnu i statsretlig Henseende kun i løs Forbindelse med de sydligere oplandske Landskaber, og synes ei, i det mindste i de nærmest foregaaende Tider, at have ligget under de oplandske Kongers Omraade. Vel nævnes blandt de oplandske Konger,
- ↑ Sn. Ol. H. S. c. 113–117.
