skriftlige Udfærdigelser angik, selv om disse, som i Norge var almindeligt, skeede i Landets Sprog. Kongens Kansler, der besørgede disse Udfærdigelser og havde Kongens Segl i Forvaring, maatte saaledes være en Mand af geistlig Dannelse, om han end ikke derfor nødvendigviis behøvede at være Geistlig af Vielse Biskopperne og disses Chorsbrødre, eller og de høiere Ordensgeistlige, Abbeder, Priorer og deres Lige, vare altsaa de, til hvem Kongedømmet i de nævnte Regjeringsanliggender var nærmest henviist. Men alle disse geistlige Herrer havde sin særlige Standsinteresse, der ikke altid stemmede med Kongedømmets Anskuelser.
De norske Konger havde allerede længe indseet dette. Skjønt de ofte havde været nødte til at benytte Biskopperne og andre høie Prælater i Underhandlinger med Udlandet, saa havde de dog altid undgaaet at benytte dem ved skriftlige Udfærdigelser i Landets indre Anliggender, eller som Bevarere af det kongelige Segl. Hertil havde de altid valgt en af sine Hirdprester, Geistlige, hvilke i Egenskab af sin Stilling i Kongens Hird stode i et engere Afhængighedsforhold til Kongedømmet, og paa en Maade vare unddragne den biskoppelige Myndighed, om end ikke aldeles i Formen, saa dog noget nær i Virkeligheden. Den af disse, hvem Seglet var betroet, kaldtes Kongens Kapellan (kapallin). Efterat det anseeligere, høist vigtige Kanslerembede var oprettet, hvilket synes at være skeet ved Kong Magnus Haakonssøn, saa var dette, til hvilket Udfærdigelsen af alle kongelige Breve og Bevaringen af det kongelige Segl nu blev henlagt[1], aldrig blevet overdraget nogen Biskop, men var blevet besat deels med en eller anden af Kongen beroende Geistlig f. Ex. en Provst eller Chorsbroder ved et kongeligt Kapel, deels, som det lader, undertiden med en vel studeret Lægmand[2].
Forholdsreglen var klog og havde saa at sige vundet Hevd som en Grundsætning i den norske Statsstyrelse. At overholde, bestyrke og udvide den, var Kong Haakon magtpaaliggende, helst nu da han mistænkte Biskoppernes aristokratisk-hierarchiske Hensigter; og for dette Øiemed foretog han sig at udvirke oprettet en egen anseelig og talrig Klasse af Geistlige, hvilken saameget som muligt skulde unddrages den biskoppelige Diøcesanmyndighed, og derimod knyttes til Kongedømmet, – et Slags kongelig Hirdgeistlighed, om man saa maa kalde
- ↑ Hirdskraa c. 21, N. g. L. II. 409.
- ↑ I Sverige og Danmark findes jævnligen, ja maaskee oftest, Biskopper at have været Kongernes Kanslere. I den norske Hirdskraa siges ikke engang udtrykkelig, at Kansleren skal være en Geistlig; og det synes han virkelig ikke altid at have været. Saaledes var vel neppe Kansleren Hr. Bjarne Lodinssøn (Bernhardus Ludovici) i Kong Erik Magnussøns Mindreaarighedstid nogen egentlig Geistlig.
