hans Biskopsdømme og ikke vare eximerede, d. e. med Pavens Tilladelse unddragne hans biskoppelige Overopsigt. Dette Tilsyn var rettet ikke mindre paa Klostrenes Formuesforfatning og indre Orden, end paa Iagttagelsen af Biskopsstolens Rettigheder over dem. De ovenomtalte Conciliebestemmelser af 1306 vise, at ikke Alt i de norske Klostre var som det burde være, og at Klostertugten i visse Dele var slap. Biskoppernes Indblanding i deres Bestyrelse var derfor ingenlunde overflødig.
Augustiner-Klosteret ved Jonskirken i Bergen var paa denne Tid udarmet, især, som det lader, derved at det havde optaget for mange Proventfolk. For at hjælpe herpaa tillod Biskop Arne i 1306, at Klosteret udsendte nogle af sine Brødre for at indsamle Gaver ogsaa i andre Biskopsdømmer. Man har hans Anbefalingsbrev af 3die Marts 1306 til Biskop Ketil af Stavanger for en saadan Indsamler[1]. Med de Onder, som fløde af det nævnte Klosters Fattigdom, fulgte ogsaa indre Uordener. Nogle af dets Noviser havde ikke alene lagt voldsom Haand paa hinanden indbyrdes, men ogsaa paa andre af Klosterets Folk samt paa enkelte Seculargeistlige, og havde herved, som og ved Ulydighed mod Abbeden Peter samt sine øvrige Foresatte paadraget sig Bans Straf. Desuden havde Flere ved Kjøb og Bestikkelser sneget sig ind i Klosteret og erholdt prestelig Vielse Herom henvendte Abbed Peter sig til Paven, og dennes Pønitentiarius, Kardinal Berengar, meddeelte ved Brev af 4de Februar 1308 Abbeden de Forholdsregler, han havde at følge ved at bestemme Straf over de Skyldige, ligesom han og befalede ham, saafremt nogen af Brødrene eller Converserne befandtes at eje noget personligen, da at fratage dem dette og anvende det til Klosterets almindelige Bedste[2]. At Biskop Arne har medvirket baade til at disse Bestemmelser ere givne, og til at de siden bleve satte i Kraft, er høist sandsynligt.
Endnu klarere viser sig hans Virksomhed i visse Anliggender vedkommende Klosteret i Halsna paa Sunnhørdaland. Ogsaa dette Kloster hørte til Augustinernes Orden, og dets Munke vare regulære Kanniker. Abbeden Jon og Munkene havde udstødt af Klosteret en Broder, Erik den Færøiske, paa Grund af dennes Ulydighed, og forlangte Biskoppens Stadfæstelse paa Udstødelsen. Biskoppen overlagde Sagen med sine Chorsbrødre, og man var enig om, at den Udstødte vel havde høieligen forseet sig, men at Straffen dog var for haard, især da Abbeden ikke, førend han skred til at uddrive ham, havde sat ham nogen Pønitens og afventet hans Opfyldelse af denne. Biskoppen lod Abbeden og Brødrene dette vide i en Skrivelse af 17de Februar 1307, hvori han tillige yttrede, at den udviste Fremfærd vidnede om Brødre-
