Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/149

Denne siden er korrekturlest

nes eget Overmod, da den hverken var støttet paa Guds eller Menneskenes Love. Han bød Abbeden for Fremtiden afholde sig fra saadan Fremfærd, og ikke foretage sligt, om end større Forbrydelser vare begangne, uden forud at have indhentet Biskoppens Raad[1]. Erik den Færøiske blev atter optagen i Klosteret, som af det Efterfølgende vil sees.

Allerede denne Sag viser, hvilken stor Myndighed Biskoppen fordrede og virkelig øvede over Klosteret. End meer lagdes dette kort efter for Dagen i Anledning af en ny Abbeds Valg. Førnævnte Jon døde nemlig den 12te Februar 1308, og tvende af Klosterets Kanniker, Erik (ikke den Færøiske) og Arne henvendte sig nu til Biskoppen som Klosterets Diøcesan for at erholde hans Veiledning med Hensyn til Valget af en ny Formand. Biskoppen svarede dem imidlertid undvigende, at da Klosterets lovbestemte Frist til at vælge eller postulere en Abbed endnu ikke var udløben, hverken kunde eller vilde han blande sig i Valget, saalænge ikke dette formeligen var ham overdraget. Hermed droge de tvende Brødre bort. Den 1ste Juni næst efter overbragte tvende Brødre Biskoppen et Brev, der forkyndte, at Conventets Valg var eenstemmigen faldet paa den sidstnævnte Broder Erik. Biskoppen, der synes at have ventet, at Valget, efter det forud givne Vink, skulde have været formeligen overladt ham, var nu ikke tilfreds med hvad der var skeet, og hang sig ved den Omstændighed, at de tvende Fuldmægtige intet ordentligt Valgbrev havde at fremvise. Han underkastede derfor Valget tvende sine Chorsbrødres Undersøgelse, og ifølge deres Indstilling erklærede han den 12te Juli med sit Kapitels Samtykke det skede Valg for ugyldigt, og Valget nu hjemfaldet til ham, eftersom den lovbestemte Frist for samme var udløben[2]. Biskoppen valgte imidlertid „per provisionem“ den samme Broder Erik. Det Hele opløste sig saaledes i en blot og bar Formalitetstvist, som dog tjener til at betegne Biskop Arnes strenge Paaholdenhed paa Biskopsstolens Ret, endog hvor det gjaldt Formerne alene[3].

Klosteret i Halsna gav snart Biskop Arne meer at tage Vare. Den gjenindsatte Broder Erik den Færøiske gjorde nye Optøier, og Klage førtes desuden baade over Abbed Eriks og over Brødrenes slette Forhold. Biskoppen maatte i 1310 sende Inkvisitorer til Klosteret, og flere slemme Ankeposter opstilledes baade mod Abbeden og Brødrene, hvilke Ankeposter vise, at det stod meget slet til med Klostertug-

  1. Barth. Mskr. E. 314: Langes Klh. 563.
  2. N. Dipl. I. 105. Havde nemlig ikke ei Klosters Medlemmer inden en vis i Regelen bestemt Tid kunnet enes om en Formands (Abbeds eller Priors) Valg, saa tilkom det vedkommende Biskop per provisionem at beskikke dem en saadan.
  3. Langes Klh. 563, 564.