ten der[1]. Om Brødrenes urolige Aand og uklosterlige Færd vidner ogsaa den voldsomme Adfærd, som nogle af dem i 1310 tillod sig mod et Par af den stavangerske Biskops Leilændinger, hvilke de næsten sloge til Døde. Biskop Ketil kunde ikke faa Ret af Abbeden, før Kongen selv i 1313 maatte blande sig i Sagen[2]. Biskop Arne synes paa Grund af alle disse Misligheder at have havt en Reformation af Klosteret for Øie; i det mindste lod han Ord falde om en saadan. Dog er det sandsynligt, at der ved et Besøg, som Biskoppen selv gjorde i Klosteret i 1311 og maaskee ogsaa ved et senere i April 1313 er blevet i Mindelighed raadet Bod paa de værste Uordener, ligesom og at Abbeden og drømme ved at love Bedring for Fremtiden have formildet Biskoppens vrede Stemning mod dem[3].
Med de tydske Handelsmænd og Haandverkere i Bergen havde Biskop Arne en alvorlig og langvarig Strid angaaende Tiendens Ydelse. Under den fra Midten af det 13de Aarhundrede stedse tiltagende Handelsforbindelse mellem Norge og de nordtydske Handelsstæder, havde flere Tydskere taget Bolig i Norge, især i Bergen. De kunde henregnes til to Klasser. Den ene var de saakaldte Sutere (sútarar, sutores, eg. Skomagere), Haandverksmænd, der havde sine Boliger i Vaagsbunden. Den anden var de saakaldte Vintersiddere (vetrsetar), Handelsmænd, der forbleve Vinteren over i Byen og der eiede Hus eller havde leiet saadant for det hele Aar. De første synes at have staaet under Kongens særlige Beskyttelse, rimeligviis imod at betale ham derfor en vis Kjendelse. Med Hensyn til de sidste gjorde Loven ingensomhelst Undtagelse, at de jo skulde yde de samme Udredsler til Kongedømmet som Byens indfødte Husbønder[4]. At nu alle disse Udlændinger i Bergen ogsaa betalte sin Tiende i Lighed med de øvrige Bymænd, var i sig selv rimeligt, ligesom og at man deri fulgte den almindelig gjældende Vedtægt, at der hvor en Mand havde sit faste Bosted Julenat, der skulde han i Regelen yde sine offentlige Udredsler for det følgende Aar[5].
Slig Tiendeydelse af de i Norge for længere Tid bosatte Udlændinger havde dog neppe tidligere været strengt overholdt. De tydske Handelsstæders Undersaatter vare overalt hvor de nedsatte sig i fremmede Lande tilbøielige til at unddrage sig saavidt muligt de almindelige borgerlige Skyldigheder, hvorimod de søgte at danne et eget Sam-
- ↑ Tvende udaterede Breve af 1310, og Bp. Arnes Br. af 9de November s. A. Barth. Mskr. E. 105–107.
- ↑ Bp. Ketils Br. af 26de Februar 1313, Kongens Br. af 14de October 1313.
- ↑ Bp. Arnes Br. af 25de April 1313. Barth. Mskr. E. 409–10. Jfr. i det Hele Langes Klh. 564–569. Man har et Brev af Arne af 1ste April 1313 udstedt fra Halsna, Barth. Mskr. E. 539.
- ↑ Nyere By-L. III. c. 6, N. g. L. II. 203.
- ↑ Ssts. c. 7.
