maalet og bad Lagmanden dømme som han vilde svare for Gud. Vintersidderne fremsatte sin gamle Paastand, at dem ikke tilkom at gjøre nogen Tiende, efterdi hverken de eller nogen anden Udlænding før gjorde Tiende i Bergen. Hertil blev dem svaret, at Loven selv lyder saa, at ingen udenlandske Handelsmænd skulde sidde Vintersæde i Bergen mellem Korsmesserne (d. e. fra 14de September til 3die Mai), og medens den Skik blev overholdt, da krævedes naturligviis ingen Tiende af dem; thi da var der ingen Udlændinger om Vinteren uden Suterne, og disse havde altid været vante til at udrede sin Tiende, netop af den Grund, at de sad i Byen Vinteren over. Tydskerne bemærkede herved, at Kongen dog havde i sin Magt at tillade dem at sidde i Byen om Vinteren, om end Lovbogen lød anderledes. Biskoppens Ombudsmand indlod sig ikke videre herpaa, men fordrede afgjort, om Lovbogen nogensteds siger, at Udlændinger skulde være meer fri for Tiende end Indlændinger. Dette maatte besvares benegtende. Lagmanden spurgte nu Tydskerne, om de havde noget Pavebrev eller Kongebrev at fremlægge, hvorved de befriedes fra Tiendeydelse i Norge. Hertil havde de intet at svare. Da oplæste Lagmanden for dem baade den nye og den gamle Christenret og gjorde dem opmærksomme paa, at Biskoppen er lige skyldig at gjøre dem christelig Tjeneste, der leie Hus for tolv Maaneder, som andre besiddende Mænd i Byen, hvoraf naturligviis fulgte, at hine ligesaavel som disse ogsaa vare skyldige at yde Kirken dens Ret. Lagmanden afsagde derfor den lovlige Dom: – at de nærværende og vordende Vintersiddere i Bergen vare skyldige at yde Tiende ligesaavel som indenlandske Mænd, der boede i Bergen Aar og Dag om. For den Bod, som kæredes paa dem hidtildags, sagde han dem fri. Men hvis de herefter fandtes uvillige til at erlægge sin Tiende, da skulde de baade betale den og Tiendefald (Bod for Tiendeforsømmelse), eftersom Loven bestemte, med mindre Biskoppen vilde bære over med dem. Denne Lagmandsdom blev afsagt i 1311, i Kong Haakons tolvte Regjeringsaar, altsaa før 10de August[1].
Udentvivl have nu de tydske Vintersiddere givet efter. Havde de, som ikke er urimeligt, stolet paa noget Medhold fra den verdslige Magts Side i sin Opsætsighed mod Biskoppen, saa fandt de sig nu bedragne i dette Haab; og Tydskernes Handelsvælde var endnu ikke saa fast grundet i Norge – og mindst i Kong Haakons Tid –, at de turde byde Landets baade geistlige og verdslige Øvrighed Trods. Ved yderligere Halstarrighed kunde de let udsætte sig for, at Kongen bragte Loven i streng Anvendelse, og reent ud negtede dem at sidde
- ↑ Lagmandens Eindrides Kundgjørelse af nævnte Tid, uden Dag. Mskr. No. 331 fol. i den Arn. Mag. Saml.
