gebrev (apostolos), hvilket Arne den 14de April meddeelte, idet han dog erklærede Appellen for ugrundet[1]. Sagen var i sig selv ubetydelig, men viser hvor spendt Forholdet var mellem de to Prælater.
Biskopperne, og ganske vist især Arne, greb enhver Anledning til at bringe Kapelmagisteren og Kapelpresterne i Forlegenhed. En saadan Anledning fandt de deri, at Kapelmagisteren, som ikke havde biskoppelig Vielse, ikke selv kunde forrette, til Tjeneste for de ham undergivne Kapeller, visse kirkelige Handlinger, hvilke kun en virkelig viet Biskop kunde udføre, f. Ex. at indvie den hellige Olie og Chrisma, som Presterne skulde benytte ved Sakramenterne, rense Kirker og Kirkegaarde, naar disse vare blevne besmittede, og saadant lignende. Hermed gjorde Biskopperne Vanskeligheder, naar det gjaldt Kapellerne, naturligviis paa Grund af det uafhængige Forhold disse paastode at indtage i andre Henseender. Men paa denne Maade stod det i Biskoppernes Magt at lægge Kapelpresterne væsentlige Hindringer i Veien for en fuldstændig Udførelse af de gudstjenstlige Handlinger ved deres Kirker. Forestillinger imod en saadan Fremgangsmaade bleve naturligviis gjorte til Paven, og denne nødtes herved til atter at indskride med sin Magtfuldkommenhed, denne Gang dog til Fordeel for Kapellerne og Kapelgeistligheden.
Ved Brev af 12te Marts 1311 fra Avignon bød han de norske Biskopper, at de skulde meddele „hans kjære Søn“ de kongelige Kapellers Magister, hans Efterfølgere og deres Vikarier Chrisma og hellig Olie for de Kapeller, som fandtes i deres Biskopsdømme, rense disse Kapeller, deres Kirker og Kirkegaarde, samt velsigne deres Altere og Billeder, saa ofte som saadant tiltrængtes eller fordredes af Magisteren eller hans Vikarier. Og for det Tilfælde, at Ulydighed skulde blive udviist mod dette hans Bud, overdrog han Abbederne af Lyse og Hovedø fuld Myndighed til at tvinge de trodsige ved Kirkens Straffe til at efterleve det[2]. Ved et andet Brev af 13de Marts forkyndte Paven, at han, paa Kong Haakons Begjæring, havde udvidet sin tidligere Bestemmelse angaaende Kapelmagisterens Brug af biskoppeligt Skrud og Ret til at uddele biskoppelig Velsignelse i Apostel Kirken i Kongens Nærværelse, derhen, at han skulde være berettiget til begge Dele paa hver af de større (dobbelte) Festdage og ved Kapellernes Visitation, samt overalt hvor han forrettede Gudstjeneste i Kongens Nærværelse[3].
Man mærker tydeligen, at Pave Clemens af de norske Biskopper er bleven gjort opmærksom paa de skadelige Følger for den biskoppelige Myndighed, som Kapel-Indretningen i Norge kunde drage efter
