sig, at ville tjene ham .og Nidaros’s Kirke i Henseende til subventio pallii med alt det samme som de øvrige Lydbiskopper indvilgede efter gammel Sedvane. Men desuagtet havde Erkebiskoppen overdraget Opbørselsen til Finn, da dog aldrig forhen nogen Erkebiskop havde overdraget den til nogen anden end vedkommende Biskop selv[1].
I sin Rundskrivelse til Folket i sit Biskopsdømme siger han, at han har spurgt for Sandt, at Provsten til Apostelkirken i Bergen, Hr. Finn Haldorssøn, har, ifølge Brev og Budskab fra Erkebiskoppen, afhendet og solgt til Forskjellige Halvdelen af de Tiender, som tilhøre Kirkerne til deres Vedligeholdelse. Da Erkebiskoppen – vedbliver han – sidst var i Bergen, tilbød han denne paa egne og Kirkernes Vegne al den Tjeneste, som syntes de øvrige Rigets Biskopper passelig, – saa og, hvis Erkebiskoppen kunde bevise nogen videre Sedvane, hvilken hans Formænd havde fulgt, da med de andre Biskoppers Raad, at ville rette sig efter denne; men saafremt Erkebiskoppen havde for sig noget Bud af Paven i denne Sag, saaledes at Paven havde paalagt ham eller hans Formænd at indsamle den halve Kirketiende paa den Maade, han nu gjorde, bad han ham og lod ham bede, baade under hans seneste Ophold i Bergen og efter hans Komme til Throndhjem, at han vilde vise Biskoppen eller hans Ombudsmand de Pavebreve, hvorpaa han paastaar at dette grunder sig. Da nu Erkebiskoppen lod dette hengaa uden at fremvise de forlangte Breve, – da han for det andet ei vilde høre Arnes Bøn og Tilbud, – og da han for det tredie ved sine Breve tilegnede sig Kirkegods i Arnes Biskopsdømme, hvortil han ei for Biskoppen havde godtgjort sin Ret; – saa erklærede Arne, at han, paa Grund af den Betyngelse og Uretvished, som synes ham af Erkebiskoppen at være tilføiet Kirkerne i hans Biskopsdømme, har appelleret denne Sag fra Erkebiskoppen til Paven. Derfor er det Biskoppens Raad og Villie og fuldkomne Bud til alle dem, der have modtaget eller kjøbt Tiende af Hr. Finn, at de skulle betale alt det modtagne til de Personer, som Biskoppen eller hans Ombudsmand have beskikket til Opbørselen, og for Fremtiden ikke udrække sine Hænder efter Kirketienden. Dog skal – siger han til Slutning – Halvdelen af Kirketiendens Verd ligge urørt hos Kirkernes Ombudsmænd, Erkebiskoppen til Haande, hvis denne senere vil eller kan bevise sin fulde Ret til den. Han paaminder endelig alle Angjældende at handle efter dette Brev, hvis de ei ville udsætte sig for hans Ban[2].
Dette Skridt af Biskoppen fremkaldte strax en Modappel til Paven fra Hr. Finns Side af 2den Januar 1313, i hvilken der ankedes over, at Arne havde truet dem med Ban, som kjøbte eller solgte Tienderne.
