lang Tid tilsidesatte Privilegier for sig. Biskoppen under sin Erkebiskop og Nidaros’s Kirke al Hæder, Lydighed, Tjeneste og sedvansmæssig Ret, men til ingen nye Paalæg vil han, hvis han raader, pligte Bergens Kirke i sine Dage[1]. – Man mærker, at Tonen i dette sidste Svar er noget skarpere og mere trodsig end i det tidligere. Rimeligviis har den pirrelige Biskop stødt sig over Kongens Bebreidelse og har svaret i en ophidset Sindsstemning.
Har det virkelig, som ovenfor formodet, været Biskop Arnes Hensigt, ved Magister Paals Mellemkomst, at faa istandbragt et mindeligt Forlig med Erkebiskoppen, hvilket kunde gjøre den senere Appels videre Fremme overflødig, – saa er dette ganske vist dengang aldeles mislykkets. Da Magister Paal kom til Nidaros, var Kongen der tilstede. Hvilke Underhandlinger Paal har havt med Erkebiskoppen, og hvad Deel Kongen har taget i disse, er ubekjendt; men at Erkebiskoppen ikke har gjort Biskop Arne noget imødekommende Skridt, maa sluttes deraf, at Magister Paal den 22de April virkelig overgav Erkebiskoppen den fornyede Appel og udbad sig hans Følgeskrivelse til Paven. Dette skeede i Erkebiskoppens Kammer i Overvær af flere Vidner, blandt hvilke var Kongens Læge, Remundus Calmeta, og hans Notarius (Sekretær), Halvard[2]. Erkebiskoppen besvarede Anmodningen derved, at han den 10de Mai udfærdigede en ny Klageskrivelse til Paven over Biskop Arne, af samme Indhold som hans tidligere af 2den Marts, og denne Skrivelse, vilde han, skulde gjælde som Følgeskrivelse med Biskoppens fornyede Appel. Magister Paal maa imidlertid ikke have fundet sig tilfredsstillet hermed; thi den 12te Mai, siden den 14de, og endelig den 22de Mai gjentog han for Erkebiskoppen sin indstændige Begjæring om Følgeskrivelse, hver Gang i flere Vidners Overvær, og senest i Overvær af tvende Kongens Kapellaner, hvilket gjør det rimeligt, at Kong Haakon endnu da opholdt sig i Nidaros. Paals gjentagne Begjæring synes dog ikke at have udvirket nogen Forandring i Erkebiskoppens engang tagne Bestemmelse.
Paa dette Sagens Standpunkt slippe pludselig alle Oplysninger om dens videre Gang. Om den virkelig er kommen for Kurien, og hvad Udfald den i dette Tilfæde der har faaet, eller om Striden maaskee ved Kongens virksomme Mellemkomst er bleven stillet i Bero, – dette er aldeles ubekjendt. Det sidste er maaskee det rimeligste, helst da Sagen jo i Virkeligheden allerede ved Kongens Bud var afgjort til Erkebiskoppens Fordeel, idet den omtvistede Tiende var ham ikke alene tilkjendt men og paa Kongens Bud virkelig udbetalt til hans Ombudsmand Finn Haldorssøn. I Midten af August Maaned synes
